EU-Domstol kræver kontrol med nye genmodificerede fødevarer
I en dom onsdag slår EU-Domstolen fast, at nye genmodificerende teknikker, der er kendt som "gmo 2.0", skal underlægges samme krav til risikovurdering, mærkning og kontrol som andre gmo'er. Foto: Stuart Mcdill/arkiv/Reuters
Stuart Mcdill/arkiv/Reuters
Nyudviklede teknikker til genmodificering skal underlægges regulering i EU-direktiv fra 2001, siger domstol.
Fødevarer fremstillet på baggrund af nye teknikker til genmodificering af såsæd og frø skal være underlagt samme kontrol og krav om mærkning som andre genmodificerende teknikker.
I en dom onsdag slår EU-Domstolen desuden fast, at disse teknikker, der er kendt som "gmo 2.0", skal underlægges risikovurdering for både mennesker og miljø. De falder, siger domstolen, ind under et EU-direktiv fra 2001.
Domstolen tilføjer, at nogle genmodificerende teknikker, som er kendt fra før gmo-direktivets ikrafttræden, og som vurderes som sikre, ikke skal være omfattet af samme kontrol og miljørisikovurdering som øvrige gmo'er.
Ved disse ældre teknikker tilføjer man ikke nyt dna til organismen. Man fjerner alene eksisterende genmateriale.
Medlemslande kan selv afgøre, om disse teknikker, der har været anvendt i årtier, skal være underlagt gmo-direktivets regulering eller anden kontrol, hedder det i dommen.
Undtagelsen, som EU-Domstolen henviser til, gælder teknikker, der er udviklet og anvendt, før direktivet trådte i kraft i 2001.
Gmo 2.0, hvor man benytter en såkaldt dna-saks, har været anvendt i eksempelvis Frankrig uden den kontrol og regulering, der kræves i EU-direktivet.
Det fik en gruppe franske landmænd til at klage og kræve reguleringsundtagelsen ophævet.
De har fremført, at de nye teknikker kan være skadelige for mennesker og miljø.
Med onsdagens dom får de franske landmænd deres ønske opfyldt.
Flere store fødevareproducenter har sagt, at de nye genmodificerende teknikker er nødvendige, hvis de skal klare sig i international konkurrence.
Omvendt har forbrugerorganisationer udtrykt bekymring over, at produkter, der er resultat af gmo 2.0-udvikling, ikke blev mærket, så EU-borgere har manglet viden om, hvad de spiser.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned