EU kræver styr på projekt om evig energi

Det er langt fra gratis at lede efter en energikilde, som ikke forurener og aldrig løber tør.

Det har EU måttet sande, da det såkaldte Iter-projekt nu er mange milliarder kroner dyrere end ventet. Derfor har EU's forskningsministre på et møde i Bruxelles fredag godkendt en plan, der skal lægge låg på udgifterne.

Iter står for International Thermonuclear Experimental Reactor og er et projekt mellem EU og syv af verdens største lande, hvor EU betaler 45 procent af omkostningerne.

Formålet er at bygge verdens kraftigste atomreaktor i Frankrig. Her skal forskere forsøge at skabe såkaldt atomfusion, som er den samme proces som, når solen laver energi.

Hvis det lykkedes vil det være en kilde til evig energi i modsætning til eksempelvis kul eller olie.

Iter var oprindeligt anslået til i alt at koste cirka 50 milliarder kroner, men den pris er steget eksplosivt, og nu ventes udgifterne at løbe op i astronomiske 120 milliarder kroner.

Det har fået EU-Kommissionen til at foreslå et loft over EU's udgifter på cirka 50 milliarder kroner, og det var det forslag, som EU-landene i dag vedtog. Derudover blev det bestemt, at der skal være en meget strammere økonomistyring af projektet.

Prisstigningen tvang tidligere på året EU-Kommission til at finde 10 milliarder kroner ved at tage af ubrugte penge og fra andre projekter.

Den løsning var dog indtil for nylig i fare, fordi forhandlingerne mellem EU's lande og EU-Parlamentet er brudt sammen, og det ville betyde, at pengene ikke kunne udbetales.

EU-Kommissionen meddelte dog fredag, at der nu er indgået en aftale mellem medlemslandene om, hvordan pengene skal findes.

/ritzau/

EU vil have bedre styr på et milliard-projekt, der skal skabe evig energi.

Offentliggjort Sidst opdateret