Fra den 1. januar er Finanstilsynet ikke længere den højeste instans, når det gælder tilsyn med banker og forsikringsselskaber, hvis det står til EU.
Sent torsdag aften blev EU's tre institutioner, parlamentet, kommissionen og ministerrådet, nemlig enige om en aftale, som opretter et såkaldt paneuropæisk økonomisk tilsyn.
Forslaget skal dog først drøftes af EU's finansministre på et møde tirsdag og til afstemning i Europaparlamentet senere på måneden.
Det, at de tre institutioner er blevet enige, vurderes dog som et meget stort skridt på vejen.
Det nye tilsyn skal bestå af tre forskellige organer, som henholdsvis skal overvåge banker, forsikringsselskaber og de finansielle markeder.
Tiltaget sker i et forsøg på at undgå en ny finanskrise, som specielt bankerne har fået en stor del af skylden for.
- Fakta er, at vi ikke så krisen komme. Vi havde ikke overvågningsredskaberne til at opdage de risici, som samlede sig i systemet, og da krisen ramte, havde vi ikke redskaberne til at reagere, siger EU's kommissær for interne markeder, Michel Barnier.
Forhandlingerne om tilsynet har været længe undervejs, for mens Europaparlamentet har kæmpet for, at tilsynene skulle have så meget magt som muligt, har en række lande anført af England være tøvende med at afgive magten.
De tre tilsyn, der placeres i Frankfurt, London og Paris, ser dog ud til at kunne underkende nationale tilsyn, dog på en måde så det ikke kan misbruges.
De tre tilsynsorganer bliver ledsaget af et nyt fjerde organ tilknyttet Den Europæiske Centralbank, som skal vurdere generelle risici mod den europæiske økonomi.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned