Europæisk centralbank fastholder renten som ventet
Mange økonomer finder det sandsynligt, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten i september. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Økonomer forventede inden rentemeddelelse, at ECB ville fastholde den ledende rente på 3,75 procent.
Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder den ledende rente på 3,75 procent efter et pengepolitisk møde i Frankfurt torsdag.
Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Generelt var det ventet blandt økonomer, at ECB ville fastholde renten på samme niveau som i juni.
Centralbanken sigter efter at få inflationen ned på to procent i euroområdet, men der er lidt vej endnu.
Det er en af årsagerne til, at ECB endnu ikke vil sænke renten, forklarer cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri.
- ECB vil se klare beviser på, at inflationen er under kontrol, inden de kommer med den næste rentesænkning.
- Kerneinflationen i eurozonen ligger aktuelt på 2,9 procent, hvilket er for højt i forhold til ECB's målsætning om prisstabilitet, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Kerneinflationen, som Allan Sørensen henviser til, opgøres typisk ved at tage energi- og fødevarepriser ud af regnestykket.
Den generelle inflation i eurozonen ligger omkring 2,5 procent.
Allan Sørensen - og mange af hans kolleger - vurderer, at det er sandsynligt, at ECB giver renten et nøk nedad ved næste rentemøde i september.
Det kræver dog, at inflationen falder yderligere.
Hos Nykredit peger chefstrateg Frederik Engholm på, at væksten i eurozonen er relativt svag, hvilket giver grund til flere rentenedsættelser i en overskuelig fremtid. Også han forventer, at det sker i september.
- Vi forventer generelt, at ECB vil levere kvartalsvise lempelser det kommende års tid, siger Frederik Engholm i en skriftlig kommentar.
I juni sænkede centralbanken den ledende rente med 0,25 procentpoint, hvilket var første rentesænkning siden 2019. Det var samtidig den største rentesænkning i 12 år.
ECB er centralbank for de lande, som bruger euro som valuta. Alligevel har det også betydning for danske forbrugere, når ECB justerer renten.
Det skyldes, at Danmark har fastkurspolitik, og at Nationalbanken derfor gør, hvad den kan, for at sikre, at kronen holder en fast kurs over for euroen.
Derfor forventes det, at Nationalbanken vil følge i ECB's fodspor og annoncere, at den fastholder sin ledende rente senere torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie