EU må godt bede udenlandske flyselskaber spytte i kassen med CO2-kvoter fra nytår for at nedbringe sit udslip af kuldioxid.
Det har EU-Domstolen i Luxembourg afgjort i en kendelse onsdag, som giver grønt lys for, at luftfartsselskaber, der flyver til, fra og i EU, skal være en del af unionens CO2-kvotemarked fra 1. januar.
Ekstraregningen vil lyde på mellem 7,44 og 45,71 kroner per næse for en transatlantisk flyvetur, lyder et skøn fra EU-Kommissionen. En regning, som luftfartsselskaberne ventes at sende videre til deres kunder.
Handlen med CO2-kvoter er en afgørende bestanddel af EU's forsøg på at nedbringe sin udledning af drivhusgasser med 20 procent i 2020 i forhold til forureningen i 1990.
Det betyder, at virksomheder, der er gode til at spare på energien, kan sælge deres CO2-kvoter videre til virksomheder, som fortsat udleder for meget. Og nu skal altså også de udenlandske luftfartsselskaber bidrage til, at klimaregnskabet går op i EU.
- Direktivet, som omhandler luftfartaktiviteterne i EU's system for CO2-handel, er retsgyldigt, hedder det i afgørelsen fra domstolen.
Dommerne har dermed afvist en klage fra den britiske højesteret, som en række amerikanske flyselskaber havde klaget til.
- Det er hverken i strid med den relevante, vedtagne internationale lovgivning eller open-skies-aftalen at anvende kvotesystemet for udslip i luftfarten, skriver domstolen i sin skriftlige afgørelse.
USA, Indien, Rusland, Kina og Japan raser over den nye klimaafgift, og der er "lagt op til luftfartspolitisk krig mellem EU og en række lande uden for EU", har brancheeksperten Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker tidligere vurderet.
Og så sent som i tirsdagens udgave af Financial Times opfordrede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, på det kraftigste EU til at udsætte eller helt droppe planen.
- Hvis EU ikke udviser sådan en vilje, vil vi være nødt til at tage de nødvendige (gengældelses) skridt, skriver Clinton i et brev til flere EU-kommissærer.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie