Folketidende på vej mod 2012-plus

Foto: Flemming Kieth Karlsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Med et minus på syv millioner kroner efter skat var 2011 bestemt ikke noget jubelår for Lolland-Falsters Folketidende A/S.

Det lagde administrerende direktør Niels Kristian Bjerre ikke skjul på, da han torsdag aften forelagde årsrapportens tal for generalforsamlingen.

Men til gengæld er der lagt op til, at virksomheden får positiv drift i 2012. Ikke primært i kraft af stigende indtægter - selv om der er områder, hvor man venter en lille vækst - men mest fordi Folketidende Gruppen har reduceret kraftigt i sine omkostninger.

- Vi vil forblive et selvstændigt mediehus. Det var en af de første konstateringer i beretningen fra bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt på generalforsamlingen som blev holdt i Nakskov Idrætscenter.

Formanden understregede også, at netop ønsket om selvstændighed har været udgangspunktet for bestyrelsens arbejde i det forløbne år, som har været præget af markante tilpasninger og ændringer i mediekoncernen.

- Det har været et forandringernes år. Måske ikke så meget for vores brugere, læsere og kunder. Men indadtil er der sket store ændringer i organisationen, sagde Lars Hvidtfeldt.

Internt i Folketidende Gruppen blev begrebet “klar til løbende omstillinger” altså meget håndfast i efteråret 2011, hvor man ændrede især ledelsesstrukturen gennemgribende.

Der var flere udgangspunkter for ændringerne, forklarede bestyrelsesformanden.

- Direktør Niels Kristian Bjerre ønskede at gå på pension. Samtidig var der behov for at finde besparelser. Så bestyrelsen besluttede, at ledelsen skulle “slankes”, og at der skulle laves en ny struktur i organisationen, lød det fra Lars Hvidtfeldt.

- Folketidende dækker 30 procent af husstandene på Lolland-Falster og læses af 54 procent af befolkningen fra 12 år og opefter, konstaterede Lars Hvidtfeldt, som i sin beretning også hæftede sig ved en række overordnede mål og principper for Folketidende Gruppen:

- Vi er en del af dagligdagen og udviklingen i landsdelen og engagerer os derfor også i begivenheder og arrangementer som koncerter, motionsløb, udstillinger, Folketidendes Rejseklub med mere. Derudover er vi også involveret i nye forretningsmodeller som eksempelvis det vækstpuljeprojekt, der markedsføres i øjeblikket, sagde han.

Brugertallet på folketidende.dk - hvor man snart også får adgang til en digital af papiravisen Folketidende - er da også fortsat i vækst.

Også dækningsprocenterne hos Radio Sydhavsøerne ligger i den absolut høje ende. I aldersgruppen 30-39 år når radioen eksempelvis næsten 54 procent af indbyggerne på LF.

- Vi har også ugeaviserne som vigtige medier for erhvervsliv og borgere. Ugeaviserne er ligeledes aktive partnere i lokale begivenheder og arrangementer, påpegede Lars Hvidtfeldt.