For første gang i to år lurer lån med rente på 3,5 procent
Ifølge økonom kommer vi tættere på, at boligejere igen kan konvertere lån til et med lavere rente.
For første gang i to år kan lån med en fast rente på 3,5 procent snart blive en mulighed for boligejerne - eller dem, der drømmer om det.
Efter den seneste tids rentefald gør Totalkredit klar til at åbne nye lån med afdrag med en rente på 3,5 procent og en løbetid på 20 og 30 år.
Det oplyser realkreditinstituttet i en meddelelse til fondsbørsen.
Ifølge chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard kan der potentielt være en konverteringsbølge under opsejling oven på rentefaldet.
- Der er rigtig mange boligejere, der kan få lyst til at udnytte den lavere rente, hvis kursen kommer op omkring kurs 98, skriver han i en kommentar.
Omkring 30 procent af alle lån med fast rente hos Totalkredit har en rente på 5 procent. Der er altså et stort potentiale, mener han.
Når man som boligejer omlægger sit realkreditlån, kaldes det en konvertering. Det kan både være en op- eller nedkonvertering.
Da renten steg markant i 2022 til op imod 6 procent, konverterede mange boligejere med et fastforrentet lån til et med en højere rente.
Det betød, at de kunne skære en god bid af restgælden, forklarer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
- De pågældende boligejere fik dog samtidig en højere månedlig ydelse, og tog dermed kun første stik hjem, skriver han i en kommentar.
- For at tage andet stik hjem, så skal der nedkonverteres igen, hvis man vil tilbage til den oprindelige månedlige ydelse, lyder det.
På sigt kan comebacket til lån med en fast rente på 3,5 procent gøre det aktuelt igen at konvertere ned i rente.
- Vi er dog der ikke helt endnu, hvor det er relevant for de fleste boligejere at konvertere ned i rente, slår privatøkonomen fast.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned