Førende danske aktier får comeback efter periode med svage afkast

Danske aktier oplever ved børslukning at være steget 2,6 procent. En markant stigning, siger analytiker.

Offentliggjort Sidst opdateret

C25-indekset, der indeholder de 25 mest handlede aktier på det danske aktiemarked, lukker fredag 2,6 procent højere i forhold til niveauet ved børslukning torsdag.

De danske aktiers fremgang var dog spået til at blive væsentligt større. Ikke desto mindre er der ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, tale om "en markant stigning".

- Det vi ser i dag er et kærkomment comeback til et dansk aktiemarked, der har været alvorligt hårdt ramt, siger han.

- Der er rigtig mange danske pensionsopsparere og investorer, som har fået skåret en stor luns af deres formue i danske aktier i det år, som er gået indtil nu. I dag har de lidt at glæde sig over, fordi vi ser det her pæne comeback.

Jacob Pedersen vurderer, at stigningen er en reaktion på, at de amerikanske aktier steg torsdag, hvilket har haft en afsmittende effekt på de danske aktier.

Det var, i forbindelse med at der torsdag kom inflationstal fra USA, at markedet reagerede med først af falde - og derefter stige. Inflationstallene var nemlig højere end ventet.

- Stigningen kommer egentlig i forlængelse af, at markedet i USA i går (torsdag, red.) vendte rundt fra et stort fald til en stor stigning.

- Det er det, der har holdt de danske aktier oppe i dag, siger han.

På et tidspunkt i løbet af fredagen blev C25-indekset kortvarigt spået at stige med 3,5 procent, men det skete altså ikke.

Jacob Pedersen siger, at større udsving i de danske aktier er ventet i en periode, hvor der er større usikkerheder i verden, og det vil også fortsætte i den kommende tid.

Alligevel er der tale om en stigning på et niveau, som blot er set en god håndfuld gange i løbet af det seneste år.

Sammenligner man med en periode, hvor der "ellers er ro på", vil aktierne normalt svinge med plus/minus én procent, siger aktieanalysechefen.

- Jeg er helt overbevist om, at når vi kigger de næste uger frem i tiden, vil vi blive ved med at se et aktiemarked, der svinger meget.

- Der vil være gode dage og dårlige dage - og dage hvor udsvingene bliver så store som i dag (fredag, red.), siger Jacob Pedersen.

/ritzau/