Google lancerer opdateret AI-chatbot med dansk sprog
Tirsdag havde Google udviklerkonference i Californien. Den kastede flere AI-nyheder af sig. Foto: Glenn Chapman/Ritzau Scanpix
Googles chatbot Gemini Advanced kommer i en dansk sprogudgave, mens den samtidig opgraderes markant.
Hidtil har Googles chatbot Gemini Advanced kun været tilgængelig i Danmark med engelsk sprog, men Google lancerer nu chatbotten på dansk.
Det oplyser Google i en pressemeddelelse efter tirsdagens udviklerkonference i Californien.
Ud over at udkomme på dansk opgraderes chatbotten til at køre på Googles nyeste og mest avancerede sprogmodel, Gemini 1.5 Pro.
Den opgradering kommer til at give nye muligheder. Blandt andet vil Gemini Advanced kunne give opsummeringer, svar og feedback på op til 1.500 PDF-sider.
Dertil vil chatbotten kunne sammenholde argumenter og konklusioner på lange forskningsartikler og bøger.
Nyhederne om Gemini Advanced kommer, efter at tjenesten for få uger siden blev opgraderet til at tale direkte sammen med Googles øvrige populære tjenester som Maps, Gmail og YouTube.
Ved tirsdagens konference kunne Googles direktør, Sundar Pichai, også løfte sløret for det, der beskrives som den største opgradering af Googles søgemaskine i 25 år.
Google implementerer nemlig "AI overviews", som betyder, at kunstig intelligens (AI) vil få en voksende rolle på Googles søgemaskine.
Googles søgeresultater vil fremover indeholde en AI-oversigt i toppen over søgeresultaterne på Google. På den måde vil den kunstige intelligens hjælpe med at besvare de mange Google-søgninger på søgemaskinen.
Desuden vil den hjælpe søgemaskinen med at blive markant mere effektiv og velorganiseret for forbrugerne.
- Jeg er begejstret over, at vi nu kan lancere denne moderniserede oplevelse "AI overviews" til alle i USA i denne uge, siger Googles administrerende direktør, Sundar Pichai, på konferencen i Californien ifølge NTB.
Sundar Pichai forklarede desuden, at de nye funktioner på søgemaskinen også vil blive tilgængelige i andre lande på et senere tidspunkt.
Ifølge Googles pressemeddelelse kommer funktionen også til Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned