Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud
Højere udgifter til flybrændstof og lønninger betød stigende omkostninger for luftfartskoncernen AirFrance-KLM i andet kvartal. (Arkivfoto). Foto: Daniel Slim/Ritzau Scanpix
AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millioner euro lavere end sidste år.
Den fransk-hollandske luftfartskoncern AirFrance-KLM er kommet ud af andet kvartal med et driftsoverskud på 513 millioner euro, hvilket svarer til cirka 3,8 milliarder kroner.
Det viser regnskabet for andet kvartal torsdag.
Driftsoverskuddet er dermed faldet med 220 millioner euro i forhold til samme periode sidste år.
Der er tale om et betydeligt resultatfald, mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank og følger luftbranchen tæt.
- Regnskabet fra Air France-KLM viser, at udfordringerne lige nu er tiltagende for flyselskaberne.
- Højere omkostninger og udfordringer med at sende omkostningerne videre til kunderne i form af billetprisstigninger tynger resultaterne, skriver han i en kommentar.
Det er blandt andet stigende udgifter til flybrændstof og lønninger, der er årsag til de stigende omkostninger, oplyser luftfartskoncernen i en pressemeddelelse.
AirFrance-KLM har allerede forsøgt at tilpasse sig de stigende omkostninger ved at indføre ansættelsesstop og lancere nye effektiviseringer, oplyser koncernens administrerende direktør, Benjamin Smith, i pressemeddelelsen.
Ifølge Jacob Pedersen viser det, at udfordringerne for luftfartskoncernen kan vise sig mere permanente.
Luftfartskoncernen kan derimod glæde sig over, at man har formået at løfte omsætningen i løbet af årets andet kvartal.
Her blev der omsat for omkring 7,9 milliarder euro. Det svarer til 59 milliarder kroner.
Til sammenligning lød omsætningen på 7,6 milliarder euro i andet kvartal sidste år.
De nært forestående olympiske lege i Paris har dog vist sig at påvirke koncernens omsætning i negativ retning, da turister har undgået den franske hovedstad i perioden op til legene, der begynder fredag.
AirFrance-KLM vurderer, at OL i andet kvartal betød en manglende omsætning på 40 millioner euro. Koncernen forventer, at legene i tredje kvartal vil betyde, at selskabet går glip af en omsætning på mellem 150 og 170 millioner euro.
Luftfartskoncernen er en del af et konsortium, der fra og med 1. september overtager ejerskabet af SAS.
Det består ud over AirFrance-KLM af kapitalfonden Castlelake, Lind Invest, med den danske erhvervsmand Henrik Lind i spidsen, og den danske stat.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie