Hvidvaskrapport uden whistleblower undrer ordfører
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) sagde fredag til et åbent samråd, at der kan komme flere sager mod Danske Bank. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
En whistleblower advarede Danske Bank om hvidvask, men er ikke med i Finanstilsynets undersøgelse af sagen.
Finanstilsynet har ikke været i kontakt med den whistleblower, der i 2013 og 2014 advarede Danske Bank om hvidvask i Estland, i sin undersøgelse af sagen.
Det får erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) til at sætte spørgsmålstegn ved, om undersøgelsen er fyldestgørende, efter at hun fredag har hørt erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) forklaring ved et åbent samråd.
- Erhvervsministeren sagde selv, at hvis der kom nye oplysninger frem, så kunne Finanstilsynet genoptage arbejdet. Og man må da mene, at det at tale med en whistleblower kan give nogle oplysninger, siger Poulsen.
- Jeg kan ikke forstå, at Finanstilsynet ikke af egen drift siger, at vi skal selvfølgelig have kontakt til den her person.
På den baggrund har Lisbeth Bech Poulsen, der havde kaldt ministeren i åbent samråd, stillet opfølgende skriftlige spørgsmål til ministeren.
Når whistlebloweren ikke er med i Finanstilsynets rapport, er det, fordi den handler om, hvordan Danske Banks koncernledelse har ageret i sagen.
Whistlebloweren har kun udtalt sig om overtrædelser af hvidvaskreglerne i bankens estiske filial, og derfor fandt styrelsen ikke direkte grundlag for at inddrage vedkommende, forklarede Brian Mikkelsen i samrådet.
- Whistlebloweren har i øvrigt heller ikke selv på noget tidspunkt henvendt sig til Finanstilsynet om forholdene i den estiske filial, siger Mikkelsen.
- Derudover følger det af den skærpede tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt, at Finanstilsynet har begrænset mulighed for på egen hånd at opsøge for eksempel en whistleblower med spørgsmål om konkrete forhold i en tilsynssag.
Han oplyser, at Finanstilsynet er klar til at tage imod whistlebloweren, hvis vedkommende henvender sig.
Sagen om Danske Bank begyndte at rulle efter en stribe historier i Berlingske i 2017. Her kom det frem, at bankens afdeling i Estland er blevet brugt til ulovlige transaktioner og hvidvaskning for milliarder af kroner.
Danske Bank har selv gang i en intern undersøgelse, der ventes klar til september.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned