Inflationen i eurozonen falder for niende måned i træk
Inflationen faldt i juli måned til 5,3 procent i de lande, der bruger euroen som valuta.
Inflationen i eurozonen aftog en smule i juli måned. Den er opgjort til 5,3 procent, hvilket er 0,2 procentpoint lavere end måneden forinden. Det viser tal fra Eurostat.
Det er niende måned i træk, at inflationen er aftagende i de lande, der bruger euroen som valuta. Tilbage i oktober sidste år lå den på 10,6 procent.
Men selv om den falder, så sker det langt fra med samme hast som hidtil.
Og der er ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, nuancer i tallene, som får ham til at løfte øjenbrynene en smule.
- Kerneinflationen, der måler prisudviklingen renset for energi- og fødevarepriserne, lå uændret på 5,5 procent i juli.
- Dertil tiltog inflationen i servicesektoren fra 5,4 procent i juni til 5,6 procent i juli. Det er en smule bekymrende, da det viser, at risikoen for en løn- og prisspiral i servicesektoren fortsat må betegnes som reel, siger han.
Også Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, hæfter sig ved, at kerneinflationen har bidt sig fast, og at serviceinflationen endda er steget en smule.
Han vurderer, at det kan få betydning for de kommende udmeldinger fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
- Den høje inflation har tvunget ECB til lave den hurtigste og kraftigste opstramning af pengepolitikken i centralbankens historie. Inflationen ligger fortsat langt over ECB’s målsætning om inflation på cirka to procent, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned