It-giganten IBM fyrer 3900 medarbejdere
IBM, der er et 110 år gammelt selskab, tjener mere end halvdelen af omsætningen uden for USA. (Arkivfoto). Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Meldingen kommer, samtidig med at it-virksomhedens omsætning er vokset til 412 milliarder kroner.
It- og konsulentvirksomheden IBM afskediger omkring 3900 medarbejdere.
Det skriver finansmediet Bloomberg.
Det svarer til 1,5 procent af virksomhedens arbejdsstyrke.
IBM vil dog blive ved med at ansætte medarbejdere til stillinger på områder i vækst, lyder det fra finansdirektør James Kavanaugh.
- I modsætning til mange andre, der over de seneste to til to et halvt år har ansat titusindvis af folk, har vi udnyttet digitalisering, AI-automatisering, der driver effektiviteten, men vi vil bestræbe os på at hyre til klientbaseret research og udvikling, siger Kavanaugh ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer samtidig med, at konsulent- og it-virksomheden ifølge Reuters melder om den højeste stigning i omsætningen i et årti.
Omsætningen nåede i 2022 60,5 milliarder dollar. Det svarer til cirka 412 milliarder kroner.
IBM forudser, at dets årlige omsætning kommer til at stige omkring fem procent. Det er mindre end de 12 procent, som selskabet forudså sidste år, hvor pandemien skaffede et stort behov for digitale løsninger.
IBM bemærkede i oktober, at der var sket en tilbagegang i det vestlige Europa. Andre konsulentvirksomheder har også bemærket, at markedet er svækket.
Kavanaugh siger dog ifølge Reuters, at IBM forudser, at konsulentdelen af virksomheden kommer til at vokse - især i cloud-forretningen.
Teknologigiganten har de seneste år flyttet fokus over på netop konsultationsvirksomhed og satset mere på software med højt vækstpotentiale som cloud-tjenester.
IBM, der er et 110 år gammelt selskab, tjener mere end halvdelen af omsætningen uden for USA.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned