Jyske Multicut indgår millionaftale om kampflymotor
Jysk firma vinder millionaftale om mekaniske dele til den højteknologiske motor i det amerikanske F-35-kampfly
Den danske metalvirksomhed Multicut i Vildbjerg vest for Herning har landet en massiv ordre på at levere komponenter til motoren i det spritnye amerikanske kampfly, F-35 Lightning II.
Aftalen løber foreløbigt over de næste ti år, og selvom Frank Dühring, der er business development manager i Multicut, ikke vil sætte præcist beløb på ordren, så lægger han ikke skjul på, at den er i den høje ende
- Der er tale om et stort, tocifret millionbeløb, og jeg vil ikke afvise, at det kan blive endnu større, siger han til Ritzau.
F-35-flyet er favoritten blandt de tre kandidater til at blive Danmarks nye kampfly, og grunden til at Multicut har fået mulighed for at byde på ordren er, at Danmark er et af de ni partnerlande bag udviklingen af kampflyet.
Det er ifølge direktør Bennett Croswell i den amerikanske flymotorgigant Pratt & Whitney dog ikke alene derfor, at Multicut har vundet ordren.
- Multicut deltog i en global konkurrence og blev valgt, fordi de kunne levere det bedste produkt til den bedste pris i forhold til de ønskede motorkomponenter, siger han i en pressemeddelelse.
- Multicut vil spille en vigtig rolle i vores globale forsyningskæde for F135-motoren (motoren i F35-flyet red.), siger Bennett Croswell.
Prat & Whitney står bag motoren til F-35-flyet, men leverer også motorer til en stribe andre militære og civile luftfartøjer.
Og det gør ifølge Frank Dühring den nye 10-årige aftale endnu mere perspektivrig for Vildbjerg-virksomheden.
- Noget af det mest interessante ved den her ordre er, at Prat & Whitneys motordivisioner hænger 100 procent sammen. Det vil sige, at hvis vi gør det godt i leverancen til kampflyene, så kan vi også få ordrer til kommercielle fly, siger han.
- Og der er volumen langt større, så det er klart, at det har store perspektiver for os, siger Frank Dühring.
Ordren til Multicut er nagelfast i ti år og afhænger ikke af, om Danmark vælger at købe F-35-flyet eller en af konkurrenterne, Eurofighter og Super Hornet.
De danske politikere ventes i løbet af foråret at udpege afløseren for de slidte F-16-jagere.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned