Kinas eksport overrasker med stor fremgang i september
Kina havde i september et plus på handelsbalancen svarende til næsten 67 milliarder dollar.
Både Kinas eksport og landets overskud på samhandlen med udlandet var i september højere end på forhånd forventet.
Det viser tal offentliggjort af toldmyndighederne onsdag.
Eksporten voksede med 28,1 procent i forhold til september 2020. Det er en fremgang i forhold til væksten i august, der var på 25,6 procent, og overgår desuden økonomers skøn om en vækst på 21 procent.
Og da importen samtidig steg mindre end forventet, så overgik handelsoverskuddet på næsten 67 milliarder dollar også økonomernes skøn, der lød på 46,8 milliarder dollar.
I forhold til USA steg Kinas overskud til 42 milliarder dollar. Det viser en udregning, som nyhedsbureauet Reuters har lavet på baggrund af tallene fra toldvæsnet.
Den kinesiske økonomi, der er verdens største efter USA, er kommet stærkt igen efter coronapandemien, men der har været tegn på, at genopretningen er ved at miste kraft.
Det skyldes især flaskehalse i forsyningskæderne til virksomheder, meget høje priser på råvarer og mange strømudfald i forbindelse med, at flere traditionelle energikilder bliver erstattet af vedvarende energikilder.
- Udviklingen i vores lands udenrigshandel står fortsat over for mange ustabile og usikre faktorer, siger Li Kuiwen, der er talsmand for toldmyndighederne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned