Kineserne strømmer til Danmark

Danskerne kan med fordel vænne sig til at sige nǐ hǎo.

Der har nemlig aldrig været så mange kinesiske turister i Danmark som i år, og med nye direkte flyruter til København vil tallet vokse til nye højder de kommende år.

I årets første 10 måneder overnattede 75.870 kinesere i Danmark - det er 5054 flere end i hele 2010, viser tal fra Udenrigsministeriet.

Jan Olsen, administrerende direktør i VisitDenmark, peger på, at kineserne tidligere kom til Danmark på såkaldte technical visits, hvor der både var elementer af faglig læring og ferie i opholdet, og som typisk blev betalt af andre end de rejsende selv.

- I dag ser vi i højere grad, at de kommer som ferierejsende, som selv har købt turen, der typisk bringer dem rundt i hele Skandinavien, siger Jan Olsen.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) glæder sig over, at så mange flere kinesiske turister besøger Danmark.

- De mange nye købestærke kinesiske turister er godt nyt for den danske detailhandel og turisterhvervene, påpeger hun.

I 2012 åbner to nye direkte flyforbindelser mellem Danmark og Kina. SAS åbner en direkte rute mellem København og Shanghai, og Air China vil flyve direkte mellem København og Beijing.

Det vil hæve sædekapaciteten mellem de to hovedstæder med 60 procent - svarende til op mod 50.000 rejsende mere om året, pointerer Udenrigsministeriet.

Også dansk eksport til Kina er kraftigt stigende. I 2010 købte kinesiske virksomheder og forbrugere danske varer for over 13 milliarder kroner, hvilket er 17 procent mere end året før.

Det skyldes ikke mindst, at der bliver flere og flere kinesere med penge på lommen, og de er klar til at forbruge i stor stil.

Ifølge en rapport fra konsulenthuset McKinsey forventer 58 procent af de kinesiske forbrugere, at de vil have endnu flere penge at bruge næste år.

/ritzau/

Antallet af kinesiske turister og forretningsfolk, der besøger Danmark, sætter ny rekord.

Offentliggjort Sidst opdateret