Krisen kradsede hårdest i Whiskybæltet

Borgerne i kommunerne nord for København oplevede det største fald i deres indkomster som følge af den globale, finansielle krise. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Familierne i Rudersdal Kommune er hårdest ramt. Her faldt den gennemsnitlige familieindkomst med næsten 40.000 kroner fra 2008 til 2009. Sammen med Rudersdal er indbyggerne i kommuner som Hørsholm og Gentofte blandt de hårdest ramte.

- De er blevet ramt af at have mange penge på kistebunden og på i højere grad end andre at have deres formuer investeret i aktier, siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Det er altså de rige, der har oplevet det største dyk i indkomsterne. Men det billede gør sig ikke gældende, hvis man kun kigger på lønindkomsterne.

- For lønindkomster er billedet langt mere blandet. I Gentofte har indbyggerne for eksempel haft en stigning i deres lønindkomster, samtidig med at de blev hårdt ramt på formueindkomsterne, siger Steen Bocian.

Selvom indkomsterne er raslet ned nord for København, er det langt fra sikkert, at det er her, man har fået krisen hårdest at føle, siger cheføkonomen fra Danske Bank.

- Man er ramt på en anden måde end andre dele af landet. Man har nok ofte haft råd til at tabe pengene, hvor en fyret medarbejder i Tønder nok har haft sværere ved at finde alternativer til den indkomst, han havde, siger Steen Bocian.

Her nævner han Vejen, Tønder, Vesthimmerland og Hedensted, som nogle af de kommuner, hvor lønindkomsterne er hårdest ramt.

/ritzau/

Krisen huggede dybest l indkomsterne i de rige kommuner nord for København, viser nye tal .

Offentliggjort Sidst opdateret