Alt er lykke og idyl - men selv i det mest lykkelige ægteskab kan der komme skår i glæden, og enden kan blive en skilsmisse. Men kvinderne er ikke særlig gode til at sikre sig, hvis det skulle ske.
Derfor går de glip af at få del i mandens pension, hvis man vælger at gå hver til sit. Otte ud af 10 ægtepar har ingen aftale om at dele pensionsordningerne ved en eventuel skilsmisse. Det viser tal fra HK/Privat.
Og i mange forhold er det manden, der har den største pensionsordning, fordi kvinden har været på barsel eller arbejdet på deltid.
- I de tilfælde kan kvinden stå med ingenting ved en skilsmisse, selvom man har haft fællesøkonomi hele livet, siger formanden for HK/Privat, Karin Retvig.
Der trådte nye regler i kraft om formueopgørelse ved skilsmisse tilbage i 2007. Reglerne slår fast, at pensionsordninger som udgangspunkt ikke deles ved en skilsmisse.
Og en dom fra Retten i Svendborg slår fast, at pensioner tilhører den ægtefælle, hvis navn de står i.
Kun 17 procent af medlemmerne i HK/Privat har sørget for aftaler om deling af pensionerne. De ugifte samlevende medlemmer er bedre til at få orden i tingene. Her har 35 procent en juridisk aftale, der sikrer deling, hvis man går fra hinanden.
- Det er enormt vigtigt, at man får snakket om det her i god tid - også selv om det kan være et svært emne. Hvis man har en fælles opsparing, er det en god idé at lave en ægtepagt, påpeger Karin Retvig.
I HK/Privat er man nu i gang med at informere medlemmerne om reglerne. For bliver man skilt uden at have det praktiske i orden, risikerer kvinden at stå kun med en folkepension.
Undersøgelsen om pension er lavet af Epinion for HK/privat blandt 1589 medlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned