Lagkagehuset taber millioner efter endnu et år med høje elpriser
I regnskabet for sidste år fremgår det, at Lagkagehuset tabte 182 millioner kroner. Året forinden lød underskuddet på 216 millioner. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Trods røde tal på bundlinjen sætter Lagkagehuset omsætningsrekord med 1,46 milliarder, viser 2023-regnskab.
Høje elpriser, højere lønninger på grund af ny overenskomst og åbning af nye butikker koster Lagkagehuset millioner.
Kæden gik ud af 2023 med et trecifret millionunderskud.
I regnskabet for sidste år fremgår det, at Lagkagehuset tabte 182 millioner kroner. Året forinden lød underskuddet på 216 millioner.
Med underskuddet har Lagkagehuset tabt penge hvert eneste år siden et ejerskifte i 2017, hvor to kapitalfonde med Nordic Capital i spidsen, overtog ejerskabet.
Trods røde tal på bundlinjen formår Lagkagehuset dog at sætte omsætningsrekord.
Omsætningen slår i 2024 rekord ved at nå sit højeste niveau i selskabets historie på 1,46 milliarder kroner.
I ledelsens kommentar i regnskabet lyder det, at høje priser på elektricitet og råvarer har kostet selskabet på bundlinjen. Derudover har Lagkagehuset udvidet med fire butikker i Storbritannien og to i USA.
Millionunderskuddet i 2022 var også primært begrundet med højere priser på el og råvarer. Her fremhævede selskabet prisstigninger på mel, korn og æg. Samtidig med at energipriser steg til vejrs, da russisk energi blev udelukket fra markedet.
Direktør Joachim B. Knudsen siger i en kommentar til regnskabet ifølge Finans, at det går den rette vej, men at resultatet for sidste år ikke er tilfredsstillende.
- Regnskabet illustrerer med al tydelighed, at vi de sidste mange år har prioriteret strukturel vækst, og det koster penge at ekspandere og åbne bagerbutikker på attraktive lokationer i nogle af de dyreste byer i verden, siger han ifølge mediet.
Lønningerne i selskabet steg sidste år signifikant mere end året forinden, lyder det i ledelsesberetningen.
Det begrundes primært med nye overenskomster i 2023 på det danske arbejdsmarked.
Lagkagehuset forventer, at de højere lønninger også vil have indflydelse på økonomien i år og næste år.
Både på det britiske og amerikanske arbejdsmarked ses samme stigninger, lyder det videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie