Lån med variabel rente vokser for ottende måned i træk
Mange boligejere har i år skiftet et fastforrentet ud med et variabelt. Snart er der flere realkreditlån med variabel rente end med fast rente. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Tal fra Nationalbanken viser, at boligejerne fortsætter bevægelsen mod variable renter.
Mange boligejere har i løbet af året valgt at konvertere deres fastforrentede realkreditlån til lån med variabel rente.
Det fremgår af tal fra Nationalbanken, som har opgjort de variabelt forrentede lån til at udgøre 48,6 procent af det samlede udlån på 1636 milliarder kroner.
Det er ottende måned i træk, at andelen af variabelt forrentede lån er i fremgang. For et år siden udgjorde de kun 43 procent.
Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, er det formentlig de stigende renter på fastforrentede realkreditlån, der har fået mange boligejere til at omlægge deres lån.
På den måde har de ikke blot hentet en pæn kursgevinst. De har også fået et lidt billigere lån, fordi de variable renter fortsat ligger et stykke under de faste.
Til gengæld risikerer de, at renten stiger yderligere de kommende måneder.
Brian Friis Helmer forventer, at lån med rentebinding på tre og fem år står til at få en rente omkring tre procent.
- Gør vi det op i kroner og ører, så vil en boligejer med et afdragsfrit F5-lån stå over for en højere månedlig ydelse efter skat på 2.000 kr. pr. lånt million.
- Det er et beløb, som kommer oveni de markant højere forbrugerpriser, hvor især energi og fødevarer trækker tænder ud af budgettet, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned