Den brede og langsigtede energiaftale sikrer, at der kan investeres i fremtiden, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Erhvervsorganisationens administrerende direktør, Carl Aage Dahl, konstaterer, at regeringen har lyttet, så Danmarks konkurrenceevne ikke er forringet med forliget. Han glæder sig over en fordoblet pulje til de virksomheder, der skifter kul, olie eller gas ud med vedvarende energi i form af biomasseanlæg eller biogas.
Der bliver højere afregning til biogas, som typisk leveres af svineproducenter, og det vil sætte gang i opførelsen af biogasanlæg i kommende år, forudser Carl Aage Dahl.
- Det er en vigtig brik i fremtidens højeffektive dyreproduktion med mindre miljøbelastning i Danmark, siger han.
Til gengæld mener Landbrug & Fødevarer, at forliget svigter den danske biomasse, fordi man blot gentager EU-målet om, at der skal blandes 10 procent biobrændsel i brændstof.
- Vi kunne godt have ønsket os mere præcise mål på området. Der er store potentialer i Danmark for at producere andengenrations-biobrændstoffer, baseret på restprodukter, siger Carl Aage Dahl.
Brancheforeningen for Biogas er tilfreds med den højere pris til leverandørerne af biogas.
- Det er imidlertid helt afgørende, at regeringen også sikrer de nødvendige midler til anlægstilskud, så det rækker til de 40-50 anlæg, der skal etableres inden 2020. Den nuværende pulje rækker kun til 10 anlæg, siger sekretariatsleder Bruno Sander Nielsen.
Dansk Gartneri kalder forliget "en blandet buket med både roser og tidsler", men glæder sig over tilsagnet om, at gartnerierne får løst udfordringen med fordoblet fjernvarmepris ved overgang fra fossile brændsler til biomasse.
- Men der er fortsat uløste udfordringer, først og fremmest i forhold til gartnerier uden for fjernvarmeområdet, siger Dansk Gartneris formand, Kristian Madsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned