Ledigheden stiger en smule i april - ny ferielov spiller ind
Ledigheden i Danmark har været stort set uændret siden oktober sidste år. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Den nye ferielov har medvirket til, at ledigheden er steget. 130.700 var tilmeldt som ledige i april.
Den danske ledighed er steget en smule fra marts til april. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I løbet af måneden er ledigheden steget med 1300 personer, så der i april var 130.700 ledige. Det svarer til en ledighedsprocent på 4,6.
Stigningen i april skal dog ses i lyset af den nye ferielov, som trådte i kraft sidste år.
- Den nye ferielov har medført, at færre end normalt har modtaget feriedagpenge siden september 2020.
- Det har alt andet lige øget antallet af almindelige dagpengemodtagere og dermed det samlede ledighedsniveau.
- Det er særlig udtalt for april, der normalt er præget af afholdelse af restferie, men hvor der i år stort set ikke er registreret modtagere af feriedagpenge, skriver Danmarks Statistik.
Dermed kan stigningen i ledigheden i april ikke helt oversættes til, hvordan det står til ude i virkeligheden på arbejdsmarkedet.
Under coronakrisen bliver der offentliggjort daglige tal for ledigheden fra Beskæftigelsesministeriet på daglig basis, der giver et mere aktuelt billede af situationen.
De nyeste tal viser, at ledigheden stort set er på niveau med tiden op til den første coronanedlukning i marts sidste år.
Det er dog eksklusive en gruppe på omkring 5000 personer, der er på en ordning kaldet arbejdsfordeling.
Den giver virksomheder mulighed for at fordele arbejdet blandt de ansatte, hvis der ikke er nok arbejde til at dække alle de timer, man egentlig er ansat til.
De ansatte får så en forhøjet dagpengesats i de timer og undgår til gengæld en fyreseddel.
Tallene kan dog ikke sammenlignes en til en med tallene fra Danmarks Statistik - blandt andet fordi Danmarks Statistiks tal er fuldtidsstillinger og derudover korrigeret for sæsonudsving. Det skyldes, at der i nogle brancher er forskel på travlhed i løbet af året.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned