LF-ambassaden i København lukker

" Embassy of Lolland Falster" blev festligt åbnet i slutningen af 2011. Nu lukker ambassaden i Rosengården. Foto: Joachim Adrian.Polfoto

Lolland-Falsters repræsentation i København - den såkaldte ambassade - i Rosengården lukker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er erhvervsfremmeorganisationen Business LF, der står for driften af ambassaden, som har eksisteret i lige knap fire år.

1. oktober er det slut - og Business LF rykker i stedet ind i iværksættermiljøet Soho i Kødbyen tæt ved Københavns Hovedbanegård .

- Vi har været rigtigt glade for ambassaden, og den har givet os en god entre i hovedstaden. Men også her skal vi sætte vi ind med en mere fokuseret og virksomhedsrettet indsats, siger Mikklel Wesselhoff, direktør i Business LF, om baggrunden for beslutningen, der i øvrigt er led i en større omorganisering af organisationen med hovedkvarter på Råhavegård i Holeby.

I øjeblikket søger Business LF folk til tre nye chefstillinger inden for de hovedområder, man især skal satse på de kommende år. De er Landbrug & Fødevarer, Industri & Anlæg samt Detail & Turisme.

- Overordnet er vi i gang med at fokusere Business LF endnu mere i retning af virksomhederne. Det er også baggrunden for den ændring, der sker i København. Vi bliver på den nye placering del af et stort iværksættermiljø - i tråd med de initiativer, vi selv har med Vækstfabrikkerne i Nykøbing og Nakskov.

Vi skal i København koncentrere os om iværksættere, om investering og om at tiltrække virksomheder og aktivitet til vores landsdel, siger Mikkel Wesselhoff.

- Som del af et iværksættermiljø i København tror vi også på bedre chancer for Lolland-Falster. Alt andet lige er det lettere at overbevise en ny virksomhed om at satse på en fremtid med udgangspunkt i vores område, end det er at overbevise en veletableret, ældre virksomhed om at flytte, tilføjer han.

LF-ambassadens funktion som “reklamesøjle” i forhold til bosætning og markedsføring af landsdelen nedtones altså.

Læs i torsdagens udgave af Folketidende, hvad de nye planer i København går ud på.

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed