LOKAL SKRUEFUNDAMENT-VIRKSOMHED HÆDRET MED IVÆRKSÆTTERPRIS

Niels Thorup Madsen, direktør i Bayo.S Skruefundamenter, modtager årets iværksætterpris af Thomas Henckel, direktør i Aage Maagensen. Foto: Anders Knudsen

Virksomhed bag skruefundamenter hædret som årets iværksætter.

Offentliggjort Sidst opdateret

200 deltagere var torsdag aften samlet på Nykøbing F. Teater til prisfest for erhvervslivet på Lolland-Falster.

Her gav cheføkonom i Nordea Helge Pedersen en økonomisk vejrudsigt, og iværksætteren Kuno Ystrøm delte ud af sine erfaringer.

Politisk kommentator Hans Engell gav sin vurdering af det politiske landskab efter folketingsvalget og scenarierne for en fremtidig regeringsdannelse.

For at det hele ikke skulle blive for seriøst, blev der også budt på underholdning i form af Rytteriet, som kastede et satirisk blik på Lolland-Falster.

Rytteriet alias Martin Buch og Rasmus Botoft inddrog publikum, da de satte Lolland-Falster under kærlig satirisk lup. Foto: Anders Knudsen

Skruer er det nye sort

Foruden Lolland-Falsters Erhvervspris blev også Årets Iværksætterpris uddelt til Toreby-virksomheden Bayo.S Skruefundamenter, som har leveret fundamentet til Hages Badehotel i Rødbyhavn, der er under opførelse.

Virksomheden blev grundlagt i 2017, og de sidste tre år er det gået rigtigt hurtigt.

- Vi er gået fra to halvtidsansatte til 18 ansatte nu. Nu har vi lige startet en afdeling op i Sverige, og i næste uge holder vi møde med Dansk Industri i Tyskland for at starte et tysk selskab op, siger Niels Thorup Madsen, direktør i Bayo.S Skruefundamenter, som modtog iværksætterprisen i teatersalen.

Bayo.S Skruefundamenter startede egentlig med at være en tjekkisk virksomhed, som eksporterede skruefundamenter til solcelleparker til udlandet, blandt andet til Danmark. Men i Danmark så Niels Thorup Madsen muligheder i at bruge skruefundamenterne i byggeriet for at spare cement og på den måde gøre byggeriet mere bæredygtigt.

Iværksætter Kuno Ystrøm delte ud af sine erfaringer fra blandt andet sine to tidligere virksomheder Nybyggerbasen og Optimeo. Foto: Anders Knudsen

Han har derfor været med til at rejse 21 millioner kroner i forskningsmidler fra blandt andet Innovationsfonden til at dokumentere bæreevnen af skruefundamenterne. For uden dokumentation var der ingen forsikringsselskaber, der ville forsikre husene.

Da der skulle findes investorer, ville den tjekkiske producent dog ikke være med, og derfor er den danske afdeling nu blevet hovedaktionær i den tjekkiske virksomhed.

Iværksætterprisen vil være med til at støtte os på vores videre rejse.

Niels Thorup Madsen, direktør i Bayo.S Skruefundamenter

- Vi er nu ved at planlægge opbygning af egen produktion i Tjekkiet og har fået 3,5 millioner kroner i støtte fra EU til at udvikle egne maskiner, så vi kan måle elektronisk og med software, hvordan vi skal installere skruefundamenter, siger Niels Thorup Madsen.

Virksomheden vækster med andre ord enormt, og iværksætterprisen kan sætte endnu mere skub på.

- Prisen er en kæmpe cadeau til især medarbejderne, for vores sande værdi i virksomheden er vores medarbejdere. Og lige så vel som det at blive anerkendt af Innovationsfonden, så vil iværksætterprisen også være med til at støtte os på vores videre rejse, siger Niels Thorup Madsen.

Stifter af Frimann Biler A/S, Knud-Age Frimann, var med til at modtage Lolland-Falsters Erhvervspris 2022 i hans søns, nuværende administrerende direktør Kim Frimanns, fravær. Foto: Anders Knudsen