Lokal udvikling kræver politisk samarbejde

Kronik af Flemming Møller (V), medlem af Folketinget:


Der er tre områder, der skal styrkes, hvis vi skal sikre varig vækst og udvikling på Lolland. Der skal skabes bedre rammebetingelser for erhvervslivet. Infrastrukturen skal fortsat prioriteres højt. Og antallet af uddannelses- og jobmuligheder i nærområdet skal forøges.

Hvis Lolland skal have noget at leve af i fremtiden, så kræver det, at vi kan fastholde vores nuværende vækstgrundlag samtidig med, at vi tiltrækker nye investeringer. 

De falder bare ikke ned fra himlen af sig selv. Derfor skal vi lokale folketingsmedlemmer fortsat arbejde sammen på tværs af partiskel. Vi skal ikke lade den almindelige ”Christiansborg-fnidder kaste grus” i vores samarbejde, når vi nu har vigtige lokale ting at tage os af. 

For nylig lykkedes det at rejse 850.000 kroner til at undersøge mulighederne for at bygge en stor containerhavn i Rødbyhavn. Det er et projekt, som jeg længe har arbejdet ihærdigt for. Bliver containerhavnen en realitet, vil den automatisk gøre Lolland til et infrastrukturmæssigt knudepunkt for transport af gods i regionen. Det vil, som i alle andre trafikknudepunkter, føre mange nye arbejdspladser og væsentlig erhvervsmæssig aktiviteter med sig.

Også på persontransportområdet vil der være noget at hente. Her skal vi arbejde for at nedsætte transporttiden mellem Vestlolland og det overordnede trafiknet.

Det kan vi gøre ved at ændre linieføringen på den kommende dobbeltsporede jernbane fra Rødbyhavn til Storstrømmen, så man allerede fra Sakskøbing kan dreje mod nord, og alene derved spare et helt kvarter hver vej. 

På vejtransportområdet vil en motortrafikvej mellem Midtlolland og Nakskov/Tårs være en kærkommen forbedring. Derfor er det også glædeligt, at der er afsat penge til at undersøge dette i den såkaldte 20-20-20-plan.

Helt overordnet, skal vi sikre erhvervslivet bedre rammebetingelser. Vi skal på alle måder gøre det nemmere at drive erhverv på Lolland-Falster. 

Derfor er det også særdeles kærkomment, at regeringen har lempet på reglerne for, hvor tæt på kysten man må drive virksomhed. Disse restriktioner har ofte været et konkret problem på Lolland-Falster, fordi alle øer, i sagens natur, har relativt store områder nær kysten. Den slags regelforenklinger skal vi have mere af i fremtiden.

Hvis man bor udenfor de store byer, skal man konstant være på vagt for at fastholde arbejdspladser og uddannelsesmuligheder, så folk ikke tvinges væk. Derfor skal vi stå sammen om at bevare virusforskningsinstitut på Lindholm, som DTU vil flytte til Lyngby. Den slags vidensarbejdspladser er ekstremt vigtige at fastholde.

Men vi skal også kunne tiltrække nye job- og uddannelsesmuligheder. Femern-bælt forbindelsen vil give nye muligheder, fordi den giver bedre adgang til et helt nyt marked i Nordtyskland. Hvis den yderligere kombineres med en containerhavn i Rødbyhavn, vil der også skabes mulighed for nye logistik-uddannelser til Lolland-Falster. 

Man når dog ikke så langt med gode intentioner alene. Hvis visionerne for Lollands fremtidige levebrød skal virkeliggøres, så kræver det, også på Christiansborg, et solidt stykke politisk håndværk, der er forankret i områdets konkrete udfordringer. Det er en stor opgave, men langt fra umulig. 

Vi skal bare forstå at udnytte mulighederne i fællesskab.

Offentliggjort Sidst opdateret