Lolland ser ud til at tabe kampen om vækst

LOLLAND Der bliver hårdt brug for initiativer, hvis ikke Lolland Kommune skal tabe fremtidens kamp om vækst i befolkningstallet.

Danmarks Statistik har netop lavet den første befolkningsfremskrivning efter dannelsen af de nye og større kommuner, og den viser, at kun to af Region Sjællands 17 kommuner går i minus. Det er ud over Lolland Greve Kommune syd for København.

De øvrige 15 kommuner kan alle regne med løbende vækst i befolkningen, og vil i 2030 være vokset med tilsammen 64.876 indbyggere - svarende til en kommune på Guldborgsunds størrelse i dag. Allerede i 2010 ventes Lolland Kommune at have tabt 739 indbyggere i forhold til i dag, og i 2030 er tabet beregnet til 2.485 indbyggere. Greve står til at miste 3.194 indbyggere.

Den største talmæssige vækst ventes i Næstved med 11.627 indbyggere flere i 2030 og Holbæk med et plus på 9.219. Guldborgsund forventes at vokse med 1.322 indbyggere over perioden.

Forudsætningerne i beregningen er en fødselshyppighed som den kendte, en gennemsnitlig dødelighed inden for landsdelen (her kan også være negative afvigelser på Lolland) og et flyttemønster svarende til gennemsnittet i kommunen i perioden 2003-2006.

De faktiske tal fra første kvartal af 2007 viste, at der faktisk er en netto-tilflytning til Lolland, men at fødselsunderskuddet er så stort, at kommunen på tre måneder mistede 31 indbyggere. Det er dog en tilbagegang, som er mindre end halvt så kraftig, som den Danmarks Statistik forudser frem til 2010. Konsekvenserne af en bro til Tyskland indgår ikke i beregningerne.




 

Danmarks Statistik venter løbende befolkningstilbagegang frem til 2030. 15 af 17 kommuner i Region Sjælland vokser samtidig.

Offentliggjort Sidst opdateret