Luksusmærker ramt af faldende efterspørgsel i Kina
Hugo Boss har måttet nedjustere forventningerne til det igangværende regnskabsår som følge af svigtende salg i Kina. (Arkivfoto). Foto: Chris J Ratcliffe/Reuters
Både Hugo Boss og smykkefirmaet Cartiers ejer kan mærke, at kinesernes appetit på luksus er faldet.
Det kan mærkes rundt omkring hos europæiske producenter af luksusvarer, at de kinesiske forbrugere holder igen.
Mandag meldte det britiske tøjmærke Burberry om faldende salgstal, der sendte aktien ned med 16 procent for dagen.
Tirsdag er turen kommet til Hugo Boss og Richemont, der blandt andet ejer smykke- og urfirmaet Cartier.
Ifølge MarketWire taber Hugo Boss-aktien 8 procent oven på en nedjustering, der blandt andet skyldes et salg, der er faldet mere end ventet i Kina.
Hos Richemont har man oplevet vækst i alle andre regioner end i Asien og Stillehavsområdet.
I Kina, Hongkong og Macao alene drejer det sig om en tilbagegang på 27 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
- Faldet afspejler både en lav forbrugertillid og et stærkt sammenligningsgrundlag med tocifret vækst på fastlandet og trecifret i Hongkong og Macao sammenlignet med for et år siden, hedder det i regnskabet ifølge MarketWire.
Trods de dårlige nyheder er Richemont-aktien oppe med 1,2 procent for dagen takket været de pæne salgstal i resten af verden.
Richemont er med i det europæiske Stoxx Luxury 10-aktieindeks sammen med blandt andre Louis Vuitton-ejeren LVMH, Ferrari og Christian Dior.
Indekset er hen over det seneste år faldet med 3,6 procent på trods af, at det toppede i midten af marts måned. Siden er det dog faldet med næsten 13 procent.
/ritzau/MarketWire
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie