Mærsk klar til samarbejde om olie-eftersyn

A.P. Møller - Mærsk vil gerne samarbejde med regeringen om et servicetjek af Nordsø-aftalen.

- Vi bidrager gerne med relevante oplysninger til et serviceeftersyn, idet vi noterer os, at regeringen vil respektere indgåede aftaler, skriver Mærsk i en kommentar.

Det er regeringen med den radikale klima- og energiminister Martin Lidegaard i spidsen, som sætter aftalen om Nordsøolien i spil.

Det sker efter flere års massiv kritik af aftalen og af, at staten er blevet snydt for op mod 75 milliarder kroner som følge af de stigende oliepriser, der er indtruffet efter aftalen blev lavet i 2003.

A.P. Møller - Mærsk understreger i den skriftlige kommentar, at det samlede skatteniveau i perioden 2004-10 på over 60 procent af overskuddet er i overensstemmelse med det staten forudsatte ved Nordsø-aftalens indgåelse.

- Højere oliepriser har betydet højere indtægter og dermed højere skattebetalinger, og har således været til gavn for både virksomheder og staten, skriver virksomheden.

Det har ikke været muligt at få Mærsk til at uddybe kommentaren, men selskabets øverste chef for olieforretningen, Jakob Thomasen, var klar i mælet over for dagbladet Børsen i oktober.

- For os er stabilitet afgørende, og aftalen om Nordsøen ligger fast. Men Nordsøen er mere og mere marginal, så laves aftalen om, tages der reserver ud, og så producerer vi ikke så meget i Nordsøen, som vi ellers ville.

- Så det er det regnskab, man skal gøre op fra politisk hold, sagde han.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard understregede gentagne gange tirsdag, at regeringen står 100 procent bag den indgåede aftale.

- Vi vil lave et serviceeftersyn af aftalen i forhold til, om vi har fået det ud af den, som vi ville, og om den er robust i forhold til fremtidens scenarier indenfor oliepriser og produktion, sagde han.

Hvis ændringer skal ske inden for aftalen betyder det, at oliebranchen skal kompenseres, hvis staten skal hente flere penge ud af Nordsøen.

/ritzau/

Mærsk bidrager gerne med information til regeringens serviceeftersyn af Nordsø-aftalen, oplyser selskabet.

Offentliggjort Sidst opdateret