Mærsk øger danske aktiers rekordstime med endnu en dag
Angrebene på blandt andet Maersk Hangzhou i Det Røde Hav har sendt fragtpriserne i vejret. (Arkivfoto). Foto: Rene Van Quekelberghe/Reuters
Takket være store kursstigninger på Mærsk-aktierne sluttede C25-indekset endnu engang i plus.
Det holdt hårdt, men da den københavnske fondsbørs lukkede klokken 17 tirsdag, lå det danske eliteindeks C25 endnu engang højere end ved dagens begyndelse.
Det er 12. gang i træk, at det sker, og det er ikke set tidligere i C25-indeksets seks-årige historie.
Det skyldtes dog ikke mindst A. P. Møller-Mærsk-aktierne, der steg henholdsvis 6,2 og 6,4 procent i løbet af dagen.
Stigningen skyldes uroen i Det Røde Hav, hvor flere containerskibe - herunder Mærsks eget Maersk Hangzhou - er blevet angrebet af houthi-militsen fra Yemen.
Det har blandt andet fået Mærsk til at forholde sig afventende i forhold til, om rederiets skibe på ruterne mellem Europa og Asien i den kommende tid skal dirigeres syd om Afrikas kyst i stedet for at sejle igennem Suez-kanalen.
Hvis Mærsk og de andre rederier beslutter sig for at droppe Det Røde Hav, vil det gøre indhug i den globale fragtkapacitet.
Det har allerede nu lagt et opadgående pres på fragtraterne, og det har fået aktionærerne til at prissætte Mærsk-aktierne højere.
Mens Mærsk-aktierne havde medvind tirsdag, var der andre aktier, der havde det svært.
Medicinalvirksomheden Zealand Pharma faldt med 4,7 procent, og Vestas-aktionærerne måtte indkassere et kurstab på 2,2 procent på trods af udsigten til ny ordrerekord for vindmølleproducenten i fjerde kvartal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned