Mærsk om den globale uro: Det er uden fortilfælde
Kommerciel direktør i Mærsk Karsten Kildahl siger, at den nuværende globale uro er uden fortilfælde. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Danske Mærsk føler sig godt rustet til at dække kundernes behov i urolige tider, siger kommerciel direktør.
De nuværende omstændigheder er uden fortilfælde.
Det siger Karsten Kildahl, kommerciel direktør i den danske rederigigant Mærsk, om den globale uro med skiftende toldmeldinger fra USA's præsident, Donald Trump.
- Men vi har mange gange tidligere stået i udfordrende situationer, hvor virksomhedernes forsyningskæder blev sat på prøve, siger han i en skriftlig kommentar.
- Og vi er godt rustet til at levere løsninger, der imødekommer behov, virksomhederne står over for.
Donald Trump meddelte onsdag i sidste uge, at en lang række lande ville blive pålagt langt højere told.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.
Trumps argument for højere toldsatser er, at der ifølge ham er et handelsunderskud med eksempelvis EU. Det skal der rettes op på, mener han.
Intentionen er, at amerikanerne i stedet vil købe hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.
Der er i mellemtiden sket det, at Trump har sat sine toldplaner delvist i bero for langt de fleste lande.
Det gælder dog ikke for Kina, der så sent som fredag er kommet med endnu et modsvar på de højere amerikanske toldsatser.
Status er nu, at Kina har hævet tolden på amerikanske varer til 125 procent, mens tolden den anden vej lyder på 145 procent.
Mærsk-direktøren kommer ikke direkte ind på de afledte effekter af den eskalerende toldkrig, som kan ramme det danske rederi.
Flere økonomer har dog påpeget, at selskabet er i skudlinjen, hvis en handelskrig ender ud i en situation, hvor den globale økonomi går tilbage.
I sådan et tilfælde vil der sandsynligvis være færre varer at fragte, og det går ud over transportbranchen.
Ifølge Karsten Kildahl har Mærsk løbende investeret "betydeligt" i selskabets globale netværk af lagre, distributionscentre, havneterminaler, skibe og fragtfly.
- Derfor kan vi i dag tilbyde den ekstra fleksibilitet, som mange efterspørger netop nu.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned