Mærsk tror på Nigeria og har store planer - andre kan følge efter
I regntiden i Lagos, Nigeria, kan der på kort tid falde store mængder regn, der ikke sjældent giver oversvømmelser i gadebilledet. Her er det havnen i Apapa, som drives af danske APM Terminals. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen/Udenrigsministeriet/Free
Nigeria er Afrikas største økonomi og kan rumme uudnyttede muligheder for danske virksomheder. A. P. Møller - Mærsk har været der længe og satser stort.
På havnen Apapa i Lagos, Nigerias største by med i omegnen af 20 millioner indbyggere, står op mod 10.000 containere ad gangen med gods, der skal ind og ud af Nigeria - til og fra Vestafrika.
Containerne tårner sig op på det 55 hektar store område, og gigantiske containerskibe anløber fra hele verden for at losse og laste.
Danske APM Terminals, som er en del af rederigiganten A.P. Møller - Mærsk, driver havneterminalen i Lagos og har gjort det i snart 20 år.
I fremtiden vil endnu større skibe kunne lægge til. Mærsk har planer om at udvide sine faciliteter i Nigeria for mere end 500 millioner dollar, svarende til i omegnen af 3,5 milliarder kroner.
- Vi tror på Nigeria, siger Steen Knudsen, der er leder af APM Terminals Apapa i Lagos.
Annonce
- Der er en kæmpe befolkningsvækst, og der er kæmpe eksportmuligheder i landet, siger han.
I dag er de fleste containere, der kommer igennem terminalen i Apapa, fyldt med gods, der skal ind i landet.
President Tinubu Meets Chairman of Danish Shipping Giant Maersk; Secures $600 Million Investment in Nigerian Seaport Infrastructure pic.twitter.com/SlUMSq18Bc
- Der bliver importeret alt lige fra dagligvarer til brugsgenstande og udstyr til industri.
- Jeg håber, at vi kommer til at se en langt større eksport, så Nigeria bliver væsentligt mere selvforsynende og får mulighed for at eksportere flere af landets værdifulde mineraler og produkter og skabe en økonomisk udvikling af landet, siger Steen Knudsen.
A.P. Møller - Mærsk er ikke alene om at tro på mulighederne i Nigeria.
Ifølge Danmarks ambassadør i Nigeria, Sune Krogstrup, er potentialet stort for danske virksomheder.
Nigeria er Afrikas folkerigeste nation med en befolkning på omkring 220 millioner mennesker, og det er samtidig Afrikas største økonomi.
Selv om 40 procent af befolkningen fortsat lever i fattigdom, så er der vækst i økonomien og en voksende middelklasse med købekraft.
Andre store danske virksomheder som Arla, Grundfos og FLSmidth er allerede i Nigeria. Men ifølge ambassadøren er der også muligheder for både små og mellemstore virksomheder.
Danske Steen Knudsen er leder af APM Terminals i Apapa, Lagos.
- Det er svært at forudsige økonomisk, hvad der sker i Nigeria, og man bliver nødt til at have en form for økonomisk risikovillighed, når man investerer i et land som det her, siger han. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen/Udenrigsministeriet/Free
- Der er masser af danske virksomheder, der sagtens kunne begå sig her, og som arbejder med teknologier, som er efterspurgte. For eksempel til grøn omstilling.
Annonce
- Men samtidig er det ikke et let sted at gøre forretninger. Det kræver tid og investeringer at etablere sig her, siger ambassadøren.
Nigeria har store udfordringer med sikkerheden i landet, som plages af både terror, vold og jævnlige kidnapninger fra kriminelle bander. Samtidig er korruption udbredt, og landet har en stor sort økonomi.
Infrastrukturen er også udfordret. Der er hyppige strømsvigt, og i store dele af landet har befolkningen slet ikke adgang til elektricitet.
- Det er svært at forudsige økonomisk, hvad der sker i Nigeria. Og man bliver nødt til at have en form for økonomisk risikovillighed, når man investerer i et land som det her, siger Steen Knudsen fra APM Terminals.
Den danske regering har i øjeblikket fokus på det afrikanske kontinent. En ny strategi for Danmarks samarbejde med de afrikanske lande præsenteres efter sommerferien.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har flere gange talt om, at danske virksomheder skal udnytte de muligheder, der ligger i de voksende økonomier og befolkninger syd for Sahara.
Fra administrationsbygningen hos APM Terminals i Apapa, Lagos, overvåges hele området nøje. Der er omkring 650 fastansatte og 700 løstansatte, og med udvidelsen af anlægget i de kommende år bliver der brug for flere ansatte. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen/Udenrigsministeriet/Free
Hos Dansk Industri (DI) siger Marie Gad, chef for DI’s afdeling for Global Udvikling og Bæredygtighed, at der er et stort potentiale, som Danmark slet ikke udnytter.
- Et land som Nigeria er interessant både som eksportmarked og investeringsdestination i kraft af sin størrelse og voksende middelklasse. Det er også en fordel, at engelsk er det officielle sprog.
- Sikkerhedssituationen er nok den største udfordring, siger Marie Gad.
På havnen i Lagos mener Steen Knudsen, at danske virksomheder kan være med til at sætte et positivt aftryk ved at skabe arbejdspladser og samtidig sætte barren højt, når det handler om at bekæmpe korruption og eksempelvis udvikle brugen af grøn energi.
Annonce
Samtidig har man i APM Terminals fokus på at uddanne de lokalt ansatte, som udgør langt hovedparten både på havnen og i administrationsbygningen.
- Der er ingen mangel på kreativitet og interesse i at gøre tingene på en anden måde, og det synes jeg, vi skal støtte op om, siger han.
/ritzau/
Ny strategi for samarbejde med afrikanske lande
* Regeringen har bebudet en ny strategi for Danmarks samarbejde med landene på det afrikanske kontinent.
* Den ventes at blive præsenteret efter sommerferien.
* Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har sagt om den nye strategi, at Danmarks arbejde skal gå fra "aid to trade" - fra "nødhjælp til handel".
* Baggrunden for den nye strategi er blandt andet, at både Kina og Rusland har styrket deres tilstedeværelse på kontinentet, og at vi i de europæiske lande ifølge udenrigsministeren også på den baggrund har interesse i at styrke vores alliancer på kontinentet.
* Strategien ventes også at have fokus på grøn omstilling, sikkerhed og migration.
Kilde: Ritzau, Udenrigsministeriet.
/ritzau/
Nigeria er Afrikas folkerigeste nation
* Nigeria er et land i det vestlige Afrika. Det grænser op til Benin, Niger, Chad og Cameroun og ligger ud til Guineabugten.
* Det er Afrikas folkerigeste nation med op mod 230 millioner indbyggere. Det præcise antal kendes ikke.
* Befolkningen vokser hurtigt. Kvinderne får i gennemsnit 4,6 børn, og landet ventes at blive verdens tredjefolkerigeste nation i 2050 kun overgået af Kina og Indien.
* Omkring 40 procent af befolkningen lever i fattigdom - defineret ved, at de har mindre end 1,9 dollar om dagen at leve for. Den forventede levetid i Nigeria er 61,8 år.
* Derudover kæmper befolkningen også med en høj inflationsrate, arbejdsløshed og stigende udfordringer med terror, radikalisering, kriminalitet og voldelige konflikter.
* Nigeria er Afrikas største økonomi og har de senere år haft en høj vækst. Økonomien er afhængig af olie- og gasindustrien, som er blandt de ti største i verden.
* Styreformen er præsidentielt demokrati. Det ene af landets to største partier, All Progressives Congress (APC), har haft magten siden 2015. Sidste år fik Nigeria en ny præsident, Bola Ahmed Tinubu (APC).
Kilde: Udenrigsministeriet.
/ritzau/
APM Terminals har fokus på at uddanne de lokale ansatte, som udgør langt hovedparten både på havnen og i administrationsbygningen. Her er det en kransimulator, der er i brug. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen/Udenrigsministeriet/Free
Seneste artikler
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
NFC forlænger med målsluger
Stjal seks vandmeloner og 14 poser chips
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet