Mange polakker bliver udnyttet af danske arbejdsgivere
Hver tredje polak på det danske arbejdsmarked har oplevet at blive snydt af sin chef, viser undersøgelse.
Tusindvis af polakker i Danmark oplever, at chefen snyder dem. For eksempel ved at give dem mindre i løn end aftalt eller ikke betale feriepenge. Samtidig får polakkerne i gennemsnit en væsentligt lavere løn end danskere i tilsvarende job.
Det viser den hidtil største undersøgelse blandt polakker i Danmark. Undersøgelsen er lavet af Ugebrevet A4, Avisen.dk og Fagbladet 3F.
I gennemsnit er månedslønnen for polske arbejdere 19.535 kroner. Det er 5000 kroner mindre end for de faglærte og ufaglærte i 3F. Og 12.000 kroner mindre end danskerne generelt.
Søren Kaj Andersen, centerleder ved Københavns Universitet og ekspert i udenlandsk arbejdskraft, forklarer forskellen.
- Årsagen er, at polakkerne oplever, at lønnen er god, selvom den kun ligger tæt ved mindstelønnen, fordi den er bedre end det, de kan tjene i Polen, siger han til Fagbladet 3F.
- Og samtidig er der nogle virksomheder, der spekulerer i at betale en lavere løn, siger Søren Kaj Andersen.
Ifølge undersøgelsen, hvor mere end 400 polakker har besvaret spørgsmål om deres løn- og arbejdsforhold, har hver tredje polak i Danmark "tit" eller "nogle gange" oplevet at blive snydt af deres chef.
Da der for tiden er omkring 40.000 polakker i Danmark, svarer det til, at over 10.000 er blevet bondefanget af deres chef.
At polakkerne bliver fuppet i så stort et omfang vækker harme i fagforbundet 3F. Forbundet har en del polske medlemmer, der blandt andet arbejder som håndværkere, rengøringsassistenter og chauffører.
- Jeg har det rigtigt skidt med, at polakkerne snydes af arbejdsgiverne. Det er i den grad i strid med de spilleregler og den kultur, vi gennem 100 år har opbygget på arbejdsmarkedet i Danmark, siger næstformand for Byggegruppen i 3F, Palle Bisgaard, til Ugebrevet A4.
- Vi hører jævnligt om, at selv om man for eksempel har aftalt 100 kroner i timen, så får de ansatte alligevel kun 80 eller helt ned til 60 kroner i timen, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned