McDonald's må se driftsresultatet falde efter Rusland-exit
McDonald's har øget det sammenlignelige salg i restauranterne. (Arkivfoto). Foto: Maja Smiejkowska/Reuters
Salget stiger i de McDonald's butikker, der har været åbne i mere end 12 måneder, viser årsregnskabet.
Der er tilsyneladende blevet slynget flere burgere over disken i McDonald's restauranter rundt om i verden.
Fastfoodkæden har øget sit sammenlignelige salg med 10,3 procent i 2022.
Det fremgår af McDonald's årsregnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag.
Det sammenlignelige salg indregner salget i restauranter, som har været åbne i mere end 12 måneder.
Hele omsætningen ender på 23,2 milliarder dollar i 2022.
Det svarer til næsten 160 milliarder kroner og er omtrent det samme som året før.
Selv om salget i restauranterne er steget, er driftsresultatet faldet ti procent. Dermed ender det på knap 9,4 milliarder dollar.
I maj 2022 solgte McDonald's sine 850 restauranter i Rusland som følge af landets invasion af Ukraine. Ifølge regnskabet havde McDonald's omkostninger på 1,3 milliarder dollar i den forbindelse.
Den amerikanske fastfoodkæde lukkede sine restauranter i landet i marts. Alle restauranter blev solgt til en lokal køber, der siden har genåbnet dem under navnet Vkusno i tochka.
McDonald's havde været i Rusland i 30 år.
Væksten i det sammenlignelige salg tog til i fjerde kvartal, hvor den endte på 12,6 procent. Her var den særligt drevet frem af væksten i lande som Japan, Brasilien, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Også i USA er salget gået frem. Her har indtjeningen nydt godt af en kombination af prisstigninger og flere gæster.
Til gengæld trak salget i Kina den anden vej på grund af fortsatte restriktioner i forbindelse med covid-19. Det fremgår af regnskabet.
Resultatet for både kvartalet og året har været negativt påvirket af svækkelsen af større valutaer i forhold til den amerikanske dollar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned