Minister: Landmænds tørketab skal regnes efter
Jakob Ellemann-Jensen vil kontrollere om Landbrug & Fødevarers anslåede tab på 6,4 milliarder kroner er reelt.
6,4 milliarder kroner har brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer anslået det økonomiske tab, som de danske landmænd vil få på grund af sommerens tørke.
Men den prognose vil miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), have dobbelttjekket. Der oplyser DR Nyheder.
Derfor skal Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet i Aarhus på statens vegne kontrollere tallene.
- Jeg tror, jeg ville høste en vis kritik, hvis jeg bare godtog Landbrug & Fødevarers tal uden at sætte nogen uafhængige til at regne på det. Jeg har ikke grund til at tvivle på tallene, men jeg synes, man har grund til lige at verificere, at det er rigtigt, siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.
Jakob Vesterlund Olsen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi er en af de forskere, der skal undersøge tallene. Han mener, det er en god idé at regne efter, når det drejer sig om en interesseorganisation.
- Landbrug & Fødevarer er en interesseorganisation, som skal forsøge at lobbye for et eller andet. Det er i hvert fald det, de er sat i verden for. Så for at sikre, at man ikke har tvistet forudsætninger for meget, er der brug for, at nogle uvildige kigger på tallene, siger han til DR.
Planen er ikke, at forskerne skal foretage en ny beregning, fortæller Jakob Vesterlund Olsen.
- Det er branchen selv, der ved, hvilke konsekvenser der er derude. Vi har derfor lavet en aftale om, at vi skal gennemgå de beregninger, som de har lavet i stedet for at lave vores egne, siger han til DR.
Regeringen har torsdag i sidste uge lanceret en hjælpepakke til landmændene, hvor man har lempet på regler og andre frister.
Ministeren er dog stadig ved at overveje, om landbruget også skal have økonomisk kompensation. Foreløbig afventer han, at den sidste høst kommer i hus.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned