Minus på aktier sender resultatet ned hos Velux-ejer
Villum Kann-Rasmussen fik i 1941 fik idéen til det velkendte ovenlysvindue, som Velux' forretning er bygget op omkring. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
VKR Holding, der ejer vinduesvirksomheden Velux, kunne se salget gå frem, mens overskuddet dykkede.
Selv om der blev solgt flere vinduer i 2018, gik resultatet tilbage hos VKR Holding, der ejer vinduesvirksomheden Velux og en række andre inden for samme branche.
Samlet steg salget med lidt over fem procent i 2018 til 19,6 milliarder. Det er trukket op af tre opkøb gennem året i henholdsvis USA, Tyskland og Danmark.
Alligevel er overskuddet dykket med cirka 700 millioner kroner til 1,8 milliarder kroner.
Faldet skyldes, at VKR Holdings investeringer i aktier gav et minus i 2018. Det viser årsregnskabet, der er offentliggjort fredag.
Administrerende direktør Mads Kann-Rasmussen er dog tilfreds med årets forløb.
- Samlet set oplever vi en stabil udvikling i forretningsområderne. Vores resultat i 2018 er påvirket af urealiserede tab på de finansielle investeringer, hvor en stor del dog er genvundet i de første måneder af 2019.
- Vi betragter resultatet for året som tilfredsstillende, når vi ser bort fra det negative afkast på de finansielle investeringer, siger han i en kommentar til regnskabet.
Han er barnebarn af Villum Kann-Rasmussen, der i 1941 fik idéen til det velkendte ovenlysvindue, som Velux' forretning er bygget op omkring.
Mads Kann-Rasmussen fortæller, at selskabet har kikkerten mod nye opkøb i 2019.
- Vi følger fortsat vores aktive investeringsstrategi med fokus på dels opkøb via forretningsområderne, dels via ønsket om at tilkøbe et nyt forretningsområde.
- Vi optræder fortsat som en tålmodig investor og har tid til at vente på den rette mulighed, før vi foretager væsentlige investeringer, siger han i en kommentar til regnskabet.
Foruden Velux ejer VKR Holding blandt andet vinduesproducenterne Velfac og Rationel samt solvarmevirksomheden Arcon-Sunmark.
Virksomhederne beskæftiger samlet 16.000 ansatte på tværs af 41 lande.
VKR Holding er ejet af Kann Rasmussen-familien og Villum Fonden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned