Nationalbanken sætter også renten ned
Nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen følger i kølvandet på Den Europæiske Centralbank og sænker renten med 0,25 procentpoint. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Nationalbanken følger i fodsporene på Den Europæiske Centralbank og sænker sine renter med 0,25 procentpoint.
Helt som ventet har Nationalbanken kopieret Den Europæiske Centralbanks rentenedsættelse torsdag og har også sænket sine rentesatser med 0,25 procentpoint.
Dermed er indskudsbevisrenten nu 3,1 procent, mens udlånsrenten er 3,25 procent. Den såkaldte foliorente og diskontoen er også 3,1 procent.
Det er anden gang i år, at Nationalbanken sænker renten. Det skete også i juni, hvor renten for første gang blev sat ned efter otte rentestigninger i træk.
Nationalbanken plejer at følge trop, når Den Europæiske Centralbank ændrer på renten. Det skyldes, at kronen som følge af fastkurspolitikken er bundet til euroen, og derfor er renterne nødt til at følges nogenlunde ad.
- Det er kun, hvis kronen er blevet for stærk eller svag, at Nationalbanken afviger fra den pengepolitiske kurs som bliver udstukket fra ECB, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Han forventer, at der er flere rentesænkninger på vej, selv om de ikke vil komme i samme tempo, som da renten steg.
Det er særligt boligejere med variabel rente og kort rentebinding, der vil få glæde af rentenedsættelsen.
- De fleste boligejere med den helt korte og halvårlige rentebinding med lånet F-kort fik en lavere rente allerede ved fastsættelsen før sommerferien.
- Den næste rentefastsættelse sker til nytår, og her er der udsigt til, at renten kommer endnu længere ned, skriver Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, i en kommentar.
Rentenedsættelsen har virkning fra i morgen, fredag 13. september.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned