Novo investerer en milliard i forskningscenter i Oxford
Novo Nordisk investerer en milliard kroner i et nyt forskningscenter i Oxford. Formålet er at udvikle lægemidler til behandling af diabetes 2. Foto: Free/Pressefoto / Mogens Carrebye
Free/Pressefoto / Mogens Carrebye
Over ti år vil Novo Nordisk investere en milliard kroner i nyt forskningscenter i Oxford med 100 forskere.
Novo Nordisk vil over en periode på ti år investere omkring en milliard kroner i et samarbejde med britiske University of Oxford. Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Pengene går til et nyt forskningscenter med fokus på type 2-diabetes. Formålet er at udvikle lægemidler til behandling af diabetestypen, der i folkemunde bliver kaldt "gammelmandssukkersyge".
- Det er vores vision, at den unikke kombination af knowhow fra industrien og den akademiske verden vil føre til, at der udvikles en ny generation af behandling, som kan forbedre livet for mennesker med type 2-diabetes.
Det siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for forskning og udvikling, i meddelelsen ifølge Ritzau Finans.
Det nye center - Novo Nordisk Research Centre Oxford - kommer til at ligge på universitetets område. Det vil beskæftige op imod 100 forskere fra Novo Nordisk.
- Centret skal have fokus på innovation inden for tidlig forskning, som har potentiale til i væsentlig grad at påvirke den fremtidige behandling af type 2-diabetes og diabetesrelaterede komplikationer, hedder det i meddelelsen.
Fra University of Oxfords side lyder det, at samarbejdet er en enestående mulighed for at knytte universitetets kompetencer sammen med Novo Nordisks forskning og resultater inden for diabetes.
Medarbejderne på forskningscenteret og forskerne ved universitetet får dagligt mulighed for at tale sammen og vil på den måde kunne dele viden og indsigt.
- Samarbejdet understreger vigtigheden af dels fælles forskning, dels banebrydende forskning på tværs af landegrænser, siger sir John Bell, Regius Professor i medicin ved University of Oxford.
Novo Nordisk og University of Oxford har samarbejdet siden 2013. Samarbejdet blev forlænget i 2015 og vil omfatte op imod 32 fellows.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie