Novo Nordisk stod for en femtedel af jobvæksten i 2023
Den danske medicinalgigant Novo Nordisk stod alene for omkring 20 procent af jobvæksten i 2023, skriver Dansk Erhverv i en ny analyse. (Arkivfoto). Foto: Tom Little/Reuters
Vækst i beskæftigelse er koncentreret på få byer, viser analyse fra Dansk Erhverv. Andre steder falder den.
Størstedelen af jobvæksten i Danmark i 2023 skete i storbykommuner eller i kommuner, hvor Novo Nordisk har aktiviteter.
Det viser en ny analyse, som Dansk Erhverv har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Her fremgår det, at 81 procent af fremgangen i beskæftigelsen i 2023 er centreret i ti kommuner, hvoraf Novo Nordisk er til stede i flere af dem.
Den danske medicinalgigant stod alene for omkring 20 procent af jobvæksten, skriver Dansk Erhverv i analysen.
- Det er ret specielt det, vi ser i øjeblikket, hvor ganske få områder og virksomheder driver hovedparten af jobvæksten, siger Tore Stramer, som er cheføkonomi i Dansk Erhverv.
Han forklarer, at det er et udtryk for, at det generelle tempo i dansk økonomi er faldet, samtidig med at enkelte virksomheder har haft fart på væksten.
- Det betyder, at det ikke er alle danskere, som oplever på egen krop, at beskæftigelsen stiger. Vi kan ikke tale om et bredt jobopsving, på trods af at beskæftigelsen har overrasket meget stort over det seneste år, siger Tore Stramer.
Ifølge analysen fra Dansk Erhverv er beskæftigelsen i Gladsaxe Kommune, hvor Novo Nordisk har sit hovedkontor, steget med 3900 personer i 2023. Det svarer til en fremgang på 8,2 procent.
I Kalundborg Kommune, hvor Novo Nordisk har en række produktionsfaciliteter, er beskæftigelsen steget med 1000 personer, hvilket svarer til en vækst på fem procent.
Beskæftigelsen steg samlet set med 31.000 personer i 2023.
Det kom som en overraskelse, da De Økonomiske Råd ellers havde spået et fald i beskæftigelsen på 61.000 personer.
De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd og har til opgave at følge landets økonomiske udvikling. Desuden leverer rådet uafhængige analyser af dansk økonomi.
Tore Stramer forventer, at jobopsvinget vil sprede sig på tværs af landet, men at det ikke vil være "brølende".
- Vi har heldigvis en forventning om, at privatforbruget og aktiviteten på vores eksportmarkeder begynder at tiltage hen mod årsskiftet ind i 2025. Det vil forhåbentlig betyde, at jobvæksten, vi ser omkring de store byer, vil begynde at sprede sig ud i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie