Novo vil investere knap 29 milliarder i amerikansk fabrik
Novo Nordisk investerer en stor sum penge i at kunne øge sin kapacitet til at servicere amerikanske patienter de kommende år. (Arkivfoto). Foto: Tom Little/Reuters
Novo Nordisk vil fordoble sin påfyldningskapacitet i den amerikanske delstat North Carolina.
Den voldsomme efterspørgsel på diabetesmedicinen Ozempic og slankemidlet Wegovy betyder, at Novo Nordisk har besluttet at investere et stort milliardbeløb i sin produktion i byen Clayton i den amerikanske delstat North Carolina.
Helt præcist har selskabet ifølge en pressemeddelelse afsat 4,1 milliard dollar, hvilket svarer til 28,6 milliarder kroner, til at fordoble det nuværende fabriksareal på stedet.
Pengene skal bruges til at bygge endnu et påfyldningsanlæg. De nye bygninger får et samlet areal på 130.000 kvadratmeter.
- Dette er endnu et signal om vores indsats for at opskalere vores produktion, så vi kan opfylde det voksende globale behov for vores livsforandrende mediciner og fra fremtidens patienter, siger Lars Fruergaard Jørgensen, der er administrerende direktør hos Novo Nordisk, i en pressemeddelelse.
Novo forventer, at fabriksudvidelsen kommer til at skabe varige job til 1000 ansatte oven i de 2500, der allerede arbejder på stedet.
De nye bygninger bliver opført med solceller på tagene og med vandbesparende installationer, som belaster miljø og klima mindst muligt.
Arbejdet med at forberede byggeriet er allerede i gang. Det forventes, at de nye faciliteter gradvist vil stå færdige i perioden fra 2027 til 2029.
Novo Nordisk har annonceret, at man alene i 2024 vil investere 45 milliarder kroner i produktionsfaciliteter for at kunne leve op til den voksende efterspørgsel på selskabets produkter.
Selskabet meddelte også i februar, at man havde købt tre eksisterende påfyldningsfabrikker i USA, Belgien og Italien.
Det skete i forbindelse med, at Novo Nordisk Fondens investeringsselskab, Novo Holdings, indgik aftale om at overtage Catalent, der påfylder og pakker medicin for medicinalselskaber.
Samtidig udvider Novo Nordisk sin produktion i både Hillerød og Kalundborg, ligesom man også har fået grønt lys til at starte en produktion op ved Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie