Han skulle egentlig være på rygsækferie med familien i Grækenland. Men fredag måtte han vende snuden mod det danske, fordi en udnævnelse som DSB-direktør lige skulle klares.
Der er tale om den 43-årige Christian Roslev, der de seneste fem år har stået i spidsen for Nordjyllands Trafikselskab. Nu skal han i stedet sørge for rettidige togafgange i hele landet.
- Når man først er begyndt at beskæftige sig med en så vital samfundsopgave, som kollektiv trafik er - at få hverdagsliv og privatliv til at hænge sammen - så bliver man bidt af det, siger den nyslåede DSB-direktør og fortsætter:
- Og at få muligheden for at stå i spidsen for den største indenfor kollektiv trafik - det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til.
Den nye direktør har ikke en programerklæring med i bagagen, når han efter sommerferien sætter sig i den gamle statsejede virksomhed.
- Det handler selvfølgelig først og fremmest om at få overblik og styr på økonomien, erkender han.
Men ifølge Roslev skal man også have fokus på en god driftsstabilitet, for "det lægger kunderne vægt på".
- Jeg håber - på sigt - at stoltheden og glæden i DSB ved at betjene kunderne bliver endnu større. Og at man som dansker med stolthed ser på DSB, som løser en vital samfundsopgave, understreger den ny DSB-direktør.
Christian Roslev bor i det nordjyske, og hans nye job griber ind i familien, der består af hustru og tre børn. Nu får familien et hjem både i København og i Nordjylland.
- Som familie var vi indstillet på, at mit næste job nok godt kunne blive i København, siger han.
Spørgsmål: Hvordan kunne du sige ja til et direktørjob på øretævernes holdeplads?
- I vores familie har vi den filosofi, at man skal tage imod udfordringer, og at man er forpligtet af sit talent, siger han.
Christian Roslev løser billet til sin nye arbejdsplads til august. Inden da skal han tilbage til det græske og holde ferie med familien.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned