Den danske del af Nordsøen hjemsøges nu af en byge af større eller mindre olie- og gasselskaber, der jagter milliardgevinster og nye store fund.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Nordsøen er ellers på vej til at være udtømt for olie og gas, lyder den officielle vurdering af de mulige reserver.
Men en stribe selskaber vurderer, at de med ny teknologi kan tvinge nye store fund op til overfladen af både olie og gas.
Gamle licenser på felter får nyt liv i hænderne på de nye selskaber, og derfor er statens faste deltager, Nordsøfonden, der ejer 20 procent af alle nyere licenser, meget optimistisk over for fremtidens olie- og gasfund:
- Vi deltager i licenser sammen med over 20 store og små selskaber i Nordsøen. Ud af ni boringer er der blevet gjort fund i de otte. Det er et meget højt antal, siger direktør i Nordsøfonden, Peter Helmer Steen, til Børsen.
- De næste fem-ti år vil vi se en stærkt stigende aktivitet. Vi har fået bestyrket vores opfattelse af, at der er meget mere at komme efter i den danske del af Nordsøen, fortæller han.
Som eksempel har et mindre svensk olie- og gasselskab gjort et fund i den danske Nordsø, der hvis fundet udnyttes fuldt ud, kan dække Danmarks samlede forbrug af gas i et år.
- Ser man på de mængder, vi håber at kunne indvinde, er der tale om 26 millioner boe, siger direktøren for det svenske selskab PA Resources, Bo Askvik, til Børsen.
26 millioner boe svarer til 26 millioner tønder olie eller 4,3 milliarder kubikmeter gas. Det er Danmarks samlede forbrug af gas på et helt år, og med dagskursen har fundet en værdi på over 10 milliarder kroner.
- Jeg håber, at fundet vil kunne komme i produktion i 2015 - måske endda tidligere, siger Bo Askvik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned