Nyt Legoland i Sydkorea skaber job til 1600
Legoland får en ny søsterpark i Sydkorea. Det skriver ejeren af Legoland, Merlin Entertainments, i en børsmeddelelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ny Legoland-park er på trapperne i Sydkorea. Den skal åbne i 2022 og vil blive det tiende Legoland.
Merlin Entertainments vil åbne en stor Legoland-park i Sydkorea. Den vil stå klar i 2022 og beskæftige 1600 mennesker.
Det oplyser Merlin Entertainments i en børsmeddelelse.
- Det har været længe undervejs, men jeg er glad for, at vi nu er i en position, hvor vi kan gå frem med planerne om at åbne Legoland Korea Resort.
- Vi ved, at koreanere elsker forlystelsesparker og Lego, og sammen med myndighederne i Gangwon har vi allerede etableret en attraktiv og tilgængelig lokation til parken, skriver administrerende direktør for Merlin Entertainments Nick Vaney i meddelelsen.
Den nye forlystelsespark placeres på øen Hajungdo omkring en times kørsel øst for hovedstaden, Seoul. Parken vil også få et Legoland Hotel og koste 1,2 milliarder kroner at udvikle for Merlin.
De koreanske myndigheder har indvilget i også at investere i projektet og vil blandt andet opføre en ny bro til øen.
Ud over Legoland driver Merlin 11 forskellige brands. Det er blandt andet Sea Life, Alton Towers og Madame Tussauds.
Den danske legetøjsgigant Lego solgte Legoland, som dengang talte fire parker, til Merlin Entertainments i 2005. Men Lego gav ikke helt slip på forlystelserne.
Kirk-familien, som ejer Lego, købte nemlig ved samme lejlighed 30 procent af selskabet, der i dag driver temaparkerne med det verdenskendte legetøj.
I alt ejer Merlin Entertainment 124 attraktioner i 25 lande.
Det er planen, at flere Legoland-parker skal komme til.
- Det vil blive Merlins tiende Legoland, efter at Legoland New York forventes at åbne i 2020.
- Merlin er også i fremskredne samtaler med tredjepart om et antal steder til Legoland-parker i Kina og ser mulighed for 20 Legoland-parker verden over, skriver Merlin.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned