OECD spår større dansk corona-nedtur end regeringen
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede i slutningen af maj Økonomisk Redegørelse. Dansk økonomi har dog udsigt til et større fald end regeringens skøn, vurderer OECD. Foto: Niels Christian Vilmann/arkiv/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/arkiv/Ritzau Scanpix
Skøn fra OECD er det værste for verdensøkonomien i organisationens historie, vurderer Dansk Industri.
Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) spår en lidt større dansk økonomisk nedtur i år end regeringen.
OECD vurderer, at Danmarks bruttonationalprodukt (bnp), der er et udtryk for den samlede størrelse af økonomien, falder 5,8 procent i år.
Regeringen skønnede i sin økonomiske redegørelse i maj, at den danske bnp ville falde 5,3 procent i år.
Det er udbruddet af coronavirus, som er skyld i den forventede tilbagegang.
For at stoppe spredningen af virusset har lande over hele verden lukket dele af samfundet ned med store økonomiske konsekvenser.
- Coronavirusset har ført til nedlukkede samfund og fået efterspørgslen til at dykke med lynets hast, skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri, i en kommentar.
Kommer der en anden bølge af virusudbruddet, kan den danske økonomi skrumpe med 7,1 procent, vurderer OECD.
Udsigterne for den danske økonomi er dog en smule bedre end for verdensøkonomien som helhed.
Her spår OECD en tilbagegang på 6 procent. For blot få dage siden vurderede Verdensbanken, at verdensøkonomien ville skrumpe 5,2 procent i år.
I marts lød vurderingen fra OECD, at verdensøkonomien ville vokse med 2,4 procent i år, men siden har virusudbruddet udviklet sig til en pandemi.
Prognosen fra OECD er ifølge Allan Sørensen den værste prognose i organisationens historie.
- Coronakrisen har sendt verdensøkonomien ud i en meget dyb recession, og vi vil ikke have hentet det tabte tilbage før 2022, vurderer han.
En recession er en periode med økonomisk nedgang. Rent teknisk skal det ske mindst to kvartaler i træk.
Heller ikke i udsigterne for 2021 er OECD og regeringen helt enige.
OECD spår næste år en vækst på 3,7 procent, mens regeringen i maj estimerede en fremgang på fire procent.
OECD er en samarbejdsorganisation for 35 udviklede lande. Den blev skabt i 1960.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned