Øget rejselyst giver Spies sin højeste omsætning nogensinde
I regnskabsåret 2023/2024 har Spies vendt et underskud på 8,3 millioner kroner til et overskud på 18 millioner kroner. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Rejseselskabet Spies peger på øget rejselyst og fordele ved selskabets pakkerejser som årsag til salgsvækst.
Rejseselskabet Spies nyder godt af, at rejsemarkedet er ved at være tilbage på benene, efter at coronapandemien bankede det i bund.
I det skæve regnskabsår 2023/2024 har selskabet således øget sin omsætning til knap to milliarder kroner, hvilket er det højeste i selskabets historie.
Det viser Spies' regnskab, som er blevet offentliggjort mandag.
Det fremgår ligeledes, at rejseselskabet har vendt et underskud på 8,3 millioner kroner til et overskud på 18 millioner kroner.
Det er på linje med selskabets forventninger og bliver dermed betegnet som "tilfredsstillende" i ledelsesberetningen.
I regnskabet skriver Spies, at efterspørgslen på rejser allerede begyndte at vende tilbage til normalen i regnskabsåret 2021/2022.
Siden er salgsvæksten fortsat, og i det seneste regnskabsår sendte Spies næsten 250.000 personer afsted på ferie. Det er nogenlunde samme antal som før pandemien, skriver selskabet i regnskabet.
Spies påpeger desuden, at flere "opdager fordelene, der følger med at rejse med en sikker pakkerejsearrangør og især et markedsledende brand som Spies".
Spies er et dansk rejseselskab, som arrangerer charterrejser, krydstogter og pakkerejser til over 60 lande. Selskabet er en del af den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group.
Som mange andre rejseselskaber blev Spies hårdt ramt under coronapandemien.
I regnskabsåret 2019/2020 faldt selskabets omsætning således med en milliard til knap 700 millioner kroner. Samme år havde Spies et underskud på næsten 50 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned