Økonom advarer mod pensions-panik

Mens finansmarkederne i Europa dirrer af nervøsitet på grund af frygten for et kollaps i eurosamarbejdet, så skal de danske pensionsopsparere ikke lade sig gribe af panik.

- Selvfølgelig er mange opsparingerne blevet lidt mindre værd denne uge på grund af de faldende aktiekurser. Men de her udsving kommer engang imellem, og der er absolut ingen grund til at frygte for sin opsparing, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Han fremhæver, at en typisk pensionsopsparing er placeret med omkring 25 procent i aktier og omkring 75 procent i obligationer.

- Så mens værdien af ens aktieinvesteringer er faldet, så er værdien af obligations-beholdningerne øget, siger Las Olsen med henvisning til de stigende kurser på obligationerne.

For de efterhånden mange personer, som aktivt tager del i placeringen af deres egne pensionspenge, kalder den øjeblikkelige tumult på finansmarkederne på handling.

- Det gælder for alt i verden om at holde fast i sin investeringsstrategi. En opsparer, der har valgt at have halvdelen af formuen placeret i aktier, skal ikke begynde at ændre på sin investeringsprofil, siger Las Olsen.

- Det værste, man gøre lige nu, er at begynde at sælge ud af sine aktier, siger han og nævner i den forbindelse reaktionsmønstrene blandt pensionsopsparerne under finanskrisen i 2008 og 2009.

- Det var ikke sådan, at de private i 2008 styrtede ud og solgte aktier. Derimod faldt interessen for at købe aktier meget drastisk. Selv om kurserne faldt, og aktierne dermed var blevet væsentligt billigere, fortæller han.

Med de faldende aktiekurser mindskes værdien af aktiernes procentvise andel af pensionsopsparingen også. Og det skal en privat opsparer reagere på ved at supplere sin beholdning af aktier, lyder rådet.

/ritzau/

Ingen grund til at frygte for sin pensionsopsparing trods nervøsiteten på finansmarkederne, siger økonom.

Offentliggjort Sidst opdateret