Oliegiganter får tildelt borerettigheder

Det skotske energiselskab Cairn Energy PLC får nu konkurrence af flere store energiselskaber i Baffin Bugten vest for Grønland. Det sker, efter at Selvstyret (Naalakkersuisut) og Råstofdirektoratet har tildelt efterforsknings- og borelicenser.

Olieselskaberne, der har fået eneretstilladelser til at søge efter olie og gas i undergrunden vest for Grønland, er Dong Energy, Maersk Oil, Statoil, Shell GDF Suez, ConocoPhillips, det grønlandske Nunaoil, der er partner i flere af blokkene, og endnu en licens til Cairn.

Selskaberne deles om et areal på 71.000 kvadratkilometer, hvor de har ret til efterforskning og prøveboring. Ingen af energiselskaberne har meddelt, hvornår de vil gøre brug af tilladelserne. Det er første gang, at Maersk går direkte ind i olieefterforskning i området.

- Vi er meget tilfredse med at have fået rettigheder til efterforskning i Blok 9. Vi er sikre på, at vi kan bruge vores stærke tekniske formåen og pionérånd til at vende efterforskningen til en kommerciel succes, siger efterforskningschef Lars Nydahl Jørgensen, Maersk Oil.

Cairn har i forbindelse med sommerens prøveboringer været nødt til at bugsere flydende isbjerge væk fra boreriggene. Knap 150 isbjerge er blevet dirigeret på en anden kurs af bugserbåde, inden de forårsagede en skarp situation, der kunne have udviklet sig.

Maersk Oil siger i en pressemeddelelse, at man anerkender det følsomme miljø i regionen og er klar til udføre en sikker og ansvarlig operation i Grønland. Der vil ikke blive indledt boringer for om tre til fem år, når alle miljømæssige aspekter er undersøgt og vurderet.

- Resultatet af udbudsrunden er et vigtigt skridt på vejen til at opnå en bæredygtig samfundsøkonomi i Grønland, hedder det i en pressemeddelelse fra den ansvarlige grønlandske minister, Ove Karl Bertelsen.

/ritzau/

Syv store energiselskaber har fået eneret til at efterforske og bore efter olie og gas i Grønlands undergrund.

Offentliggjort Sidst opdateret