Familien til de to danske sømandsgidsler, den 47-årige styrmand Søren Lyngbjørn og den 44-årige chilensk-fødte kaptajn Eddy Lopez, har hentet trøst, hjælp og vejledning hos fagforbundet Søfartens Ledere.
Det siger direktør i Søfartens Ledere Fritz Ganzhorn.
- Det er desværre det eneste, vi har kunnet gøre for dem, da ingen af de to gidsler er medlemmer hos os.
- Vi er bundet op på en klausul om, at vi kun kan hjælpe medlemmer. Så i denne sag har vi kun kunnet støtte op med hjælp, vejledning og gode råd, siger Fritz Ganzhorn.
Direktøren tilføjer, at familierne har henvendt sig til Søfartens Ledere i frustration over manglende kontakt til rederiet Shipcraft, der ejer og driver det danske fragtskib Leopard, hvorfra de danske søfolk blev taget til fange den 12. januar.
- De pårørende er frustrerede og synes, at det går trægt. De føler, at arbejdsgiveren ikke tager nok hånd om dem i den vanskelige situation, siger Fritz Ganzhorn.
Efter kapringen af Leopard i farvandet ud for Oman henvendte Søfartens Ledere sig adskillige gange til rederiet Shipcraft for at få vished for, om det var nogle af fagforbundets medlemmer, der var taget som gidsler.
- Det gjorde vi, fordi vi gerne vil bistå pårørende til vores medlemmer, men vi fik ingen reaktion fra rederiet, siger Fritz Ganzhorn.
Søfartens Ledere organiserer kaptajner og styrmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned