PostNord går mod sin nye fremtid med nyt trecifret underskud
I Danmark faldt brevmængden 21 procent i månederne juli, august og september 2017, når man sammenligner med samme periode i 2016. Det viser PostNords regnskab. Foto: /ritzau/Ivan Riordan Boll/arkiv
/ritzau/Ivan Riordan Boll/arkiv
Fremtiden er mindre usikker i PostNord, lyder det i regnskab, der dog byder på trecifret millionunderskud.
Den dansk-svenske postvirksomhed PostNord har taget de første skridt ind i en ny fremtid, hvor virksomheden skal have langt færre ansatte til at dele langt færre breve ud.
Men med i bagagen er et nyt trecifret millionunderskud. Det står klart, efter at tredje kvartals regnskab er gjort op.
PostNord fik et underskud på 224 millioner svenske kroner i tredje kvartal. Det svarer til et underskud på cirka 171 millioner danske kroner.
Det viser regnskabet. Heri konkluderer koncernchef Håkan Ericsson samtidig, at fremtiden ser mindre usikker ud. Det takket være en redningsplan med milliardtilskud fra ejerne og en ny svensk postlov.
Især den danske del af forretningen trækker ned. I Danmark faldt brevmængden 21 procent i månederne juli, august og september 2017, når man sammenligner med samme periode i 2016.
Det betyder et underskud på driften i den danske del af forretningen på 315 millioner svenske kroner. Det svarer til et underskud på 241 millioner danske kroner.
- Resultatet påvirkes fortsat af den kraftige digitalisering i Danmark, som ikke har kunnet opvejes af omkostningstilpasninger i brevvirksomheden.
- Arbejdet med at indføre en økonomisk bæredygtig produktionsmodel, som i løbet af nogle år skal give PostNord Danmark forudsætninger for lønsomhed, er indledt, lyder det i regnskabet.
Den svenske del af forretningen rammes dog også af faldende brevmængder - omend i mindre grad end i Danmark.
Tredje kvartal bød på et underskud på driften på syv millioner svenske kroner, mens svenskerne sendte syv procent færre breve sammenlignet med perioden sidste år.
Efter længere tids forhandlinger blev ejerne - den danske og svenske stat - 20. oktober enige om at skyde 1,7 milliarder kroner i PostNord, hvoraf den danske stat bidrager med langt den største del - 1,4 milliarder kroner.
Omlægningen af selskabet efterlader en milliardregning, blandt andet fordi det koster at skille sig af med flere tusinde tjenestemandsansatte i Danmark med lange afskedigelsesvarsler.
PostNord har tidligere meldt ud, at der skal siges farvel til 1000 ansatte om året de næste fire år.
Den nye svenske postlov træder i kraft 1. januar 2018. Den kommer formentligt til at betyde, at almindelige breve kan deles ud med to dages mellemrum frem for dag til dag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned