Rasmus Højlund køber sig ind hos Eriksen og Wozniacki
Rasmus Højlund ses her i kamp for Manchester United mod Chelsea i den engelske Premier League. (Arkivfoto). Foto: Adam Vaughan/Ritzau Scanpix
Rasmus Højlund er blevet medejer af energidrikproducenten State, som han skal være med til at promovere.
Den danske virksomhed State, der producerer sports- og energidrikke, har fået ny medejer.
Det er fodboldspilleren Rasmus Højlund, der har investeret i selskabet, hvis ejerkreds også tæller kollegaen fra landsholdet og Manchester United, Christian Eriksen, og tennisspilleren Caroline Wozniacki.
Samtiden med købet af ejerandele i State har Højlund også indgået en sponsoraftale med State.
- Jeg har brugt States energidrikke i mange år, og der findes simpelthen ikke noget, der kan måle sig med det.
- At kunne træde ind som medejer og blive en del af virksomheden sammen med både Christian og Caroline, som jeg har set op til gennem hele min karriere, er en stor ære, siger Højlund i en pressemeddelelse.
Blandt de øvrige medejere i State finder man Parken-aktionæren Erik Skjærbæk og den tidligere professionelle fodboldspiller Kris Stadsgaard.
State blev stiftet i 2015 og havde de første fem år af sin levetid et samlet underskud på lidt mere end 16 millioner kroner. Siden 2020 har selskabet dog givet overskud hvert år.
Firmaets drikke sælges i de nordiske lande samt Portugal, Frankrig og Schweiz.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned