Kreditvurderingsselskabet Moody's har ikke forstået det danske realkreditsystem. Det mener Realkredit Danmark, som har taget konsekvensen og opsagt samarbejdet med Moody's.
- Vi er fundamentalt uenige med Moody's i deres syn på dansk realkredit og herunder Realkredit Danmark, siger administrerende direktør Carsten Nøddebo.
Han har valgt at opsige samarbejdet som en konsekvens af, at Moody's har bedt det danske selskab om at lægge yderligere 32,5 milliarder kroner til side til eventuelle tab.
Ville banken ikke det, vil den miste sin AAA-vurdering, som er et udtryk for den højeste kreditkvalitet på markedet. I stedet har Realkredit Danmark sagt farvel til Moody's.
- Hvis vi skal tage de mange milliarder og lægge oven på den sikkerhed, vi har i forvejen, vil det udløse betydelige omkostninger. Dem kan vi kun kan gøre en ting ved, nemlig at hæve prisen over for boligejerne. Og det har vi ikke lyst til, forklarer Carsten Nøddebo.
Han oplyser, at Realkredit Danmark igennem det seneste år har været i dialog med Moody's, som har ændret sin model for vurdering af realkredit.
Men parternes opfattelser er altså så langt fra hinanden, at det danske selskab har givet op.
- Den model, som Moody's bruger til at vurdere danske realkreditinstitutter med, er den samme, man bruger over hele verden. Men den passer altså dårligt til det danske system, siger Carsten Nøddebo.
Samtidig med opsigelsen melder Realkredit Danmark, at man fra nytår hæver bidragssatserne på realkreditlån. Dette har dog intet med opsigelsen af Moody's at gøre, forsikrer direktøren.
- Vi har været igennem en lang periode, hvor kapitalomkostningerne er steget, og der er en række af nye regler på vej imod os. Som en forberedelse til det må vi - og de øvrige danske realkreditinstitutter - polstre os, siger Carsten Nøddebo.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned